“Løgnehistorie” – De Apokryfe Kapitler (2)

Hermed, gode læser, er vi nået til det andet indspark i den kavalkade af frasorterede fortællinger fra mit seneste opus. Denne gang handler det om en virkeligt skræmmende dame med en højst uheldig adfærd. 

True Crime er blevet en vældigt populær genre. TV-serier, artikler, podcasts osv sikrer os en lind strøm af højspændte og nervepirrende beretninger fra virkelighedens verden om gysjammerlige forbrydelser, blodige mord og allehånde andre rapporter fra samfundets skyggeside. Personligt er jeg, må jeg tilstå, ikke overdrevent begejstret for fænomenet, som jeg synes ofte reducerer menneskelig lidelse og ulykke til usmagelig underholdning, og egentlig ikke bidrager med ret meget andet end at sprede unødvendig paranoia og angst.

Alligevel kan man sige, at jeg i en vis udstrækning selv bevæger mig ud i genren med denne beretning, der ganske rigtig bobler af blodige, grusomme detaljer, og som handler om en kvinde, de fleste er enige om at udråbe til verdens værste kvindelige seriemorder. Men dels er vi mere end 400 år tilbage i tiden (og så er det som bekendt ikke så slemt) (!)… og dels er der faktisk – som så ofte før – grund til at antage, at virkeligheden måske ser noget anderledes ud end vi får den skildret.

DEN BLODIGE GREVINDE (1611)

– Badede en adelsfrue i blodet fra 650 jomfruer for at holde sig ung?

***

Enhver, der har interesseret sig mere end blot helt overfladisk for historiske grusomheder, er stødt på navnet Elizabeth Báthory. Den ungarske grevinde – der egentlig hed Alžbeta Bátoriová, hvis det skal være helt rigtigt – er den eneste, der for alvor kan bide skeer med Transsylvaniens legendariske bad boy extraordinaire, Vlad Tepez (selveste Dracula!), der som bekendt ikke var nogen særligt rar mand; det fortælles om ham, at han yndede at spidde hele byers befolkninger på pæle, og så indtage sin morgenmad omgivet af de døendes plagede suk, jamren og rallen. Der skal immervæk en del til at måle sig med sådan en mand. Men dét kan grevinde Elisabeth altså!

Grevinde Báthory blev født ind i en af Østeuropas mest magtfulde adelsslægter i 1560, og voksede op på den mægtige borg Ecsed i det aller-østligste nuværende Ungarn, få kilometer fra grænsen til det rumænske Transsylvanien. Som 15årig blev hun gift med grev Ferenc Nádasdy, der dermed forenede to af regionens mægtigste adelsslægter; deres kombinerede ejendomme var enorme, og fordelte sig over både Transsylvanien og Ungarn. Ægteskabet var efter alt at dømme harmonisk og uden større udfordringer, og Elisabeths opførsel adskilte sig ikke nævneværdigt fra alle andre højadelige kvinders på den tid. Det skulle imidlertid ændre sig med hendes mands død.

Det var nemlig på den tid, hendes noget aparte tanker om hudpleje slog ud i fuldt flor. En dag, fortæller overleveringen, stak hun en uduelig tjenestepige en lussing, så blodet sprøjtede til alle sider. En del af blodet, fortælles det, ramte grevinden i ansigtet. Og bagefter bemærkede hun, at huden var mere glat og stram, mere fuld af glød og liv, end hun havde oplevet i mange år (hun var på det tidspunkt 44 eller 45 år gammel, og efter den tids standard forlængst ude over de sidste rester af ungdom).

Opdagelsen satte gang i en interessant tankerække, der gradvis blev mere og mere bizar; hvis blod er godt for huden, så må meget blod logisk set være meget godt for huden – og hvis en almindelig tjenestepiges fladtrådte dusinmenneske-blod var godt… hvilken vidunderlig effekt måtte man så ikke kunne få ud af fornemme jomfruers blod? Kort sagt: med hjælp fra en lille håndfuld fordærvede tjenestefolk indledte grevinden et vanvittigt projekt, hvor unge piger blev bortført og myrdet, alene for at man kunne tappe deres blod, så grevinden kunne bade i det. Det hele blev om muligt endnu værre, da hun fik den tanke at blodets effekt var bedre, jo større smerte og angst de unge piger kunne påføres! Dermed bevægede projektet sig fra det bindegalt morderiske til det djævelsk sadistiske, og drabsmetoderne blev stadig mere perfide, ofte med tydelige seksuelle undertoner der fokuserede på ofrenes kønsorganer.

Men naturligvis kunne det ikke fortsætte i det uendelige. I de første år af 1600tallet var der forsvundet så mange unge piger på egnen, at det var umuligt at holde skjult. Det samlede antal ofre blev senere opgjort til i omegnen af 650, der var blevet myrdet og begravet rundt om på tilfældige, afsidesliggende steder. Rygter begyndte at cirkulere om de gruopvækkende ting, der foregik bag borgens tykke mure, og til sidst nåede rygterne frem til offentlighedens ører. Allerede i 1602 havde en lokal præst rettet anklager mod grevinden, men det var først otte år senere at den tysk-romerske kejser Matthias II. udpegede en undersøgelsesdommer til at se nærmere på sagen. Opgaven blev lagt i hænderne på den ungarske vicekonge, György Thurzó (som Báthorys mand i sit testamente interessant nok havde udpeget som beskytter af sin familie). To år senere fremlagde Thurzó mere end 300 vidneudsagn, der i detaljer beskrev de gruopvækkende hændelser og grevindens umenneskelige uhyrligheder.

Den 31. december 1612 arresterede undersøgelsesdommeren grevinden og fire af hendes tjenestefolk, der blev anklaget for meddelagtighed. Elisabeths sønner og svigersønner, der nødigt ville se slægtens greb om Transsylvanien og det østlige Ungarn helt opløses, valgte at samarbejde med anklageren. Man nåede frem til, at grevinden skulle mures inde i tårnkammeret på borgen Csejte, og at der kun skulle levnes en lille luge gennem hvilken mad og drikke kunne rækkes ind til hende. Fangevogterne fik strengt pålæg om under ingen omstændigheder at tale med hende. Og under disse ensomme forhold levede Elisabeth Báthory resten af sit liv, indtil hun døde under et forskrækkeligt uvejr i 1614. En vel ikke helt upassende skæbne for et så grænseløst perfidt menneske… hvis det altså er sandt!

Der er nemlig en hel række punkter, hvor det er svært at få historien til at hænge sammen hvis man ser lidt nøjere efter; dels er de overvældende mange vidneudsagn stort set kun enige om én ting: at det er noget, vidnerne har hørt genfortalt, ikke selv overværet. Udsagnene indsamles over unormalt lang tid – mere end to år – og tager først et stykke inde i forløbet den dramatiske og blodige drejning. De bærende vidneudsagn stammer fra de fire tjenestefolk der blev arresteret sammen med grevinden, og som alle fire blev udsat for hæmningsløs tortur under forhørene (to af dem fik f.eks, flået fingrene af med glødende tænger) hvilket som bekendt er den sikreste måde at tilvejebringe komplet uvederhæftige udsagn… og alle fire blev henrettet inden man kunne nå at stille uddybende spørgsmål til dem. At der skulle være hele 650 ofre er et antal, som ingen rigtig ved hvor stammer fra. De gruopvækkende detaljer om de sadistiske drabsmetoder og blod-bade som skønhedskur dukker først op i en bog af jesuitpræsten László Turóczi i 1729, mere end et århundrede efter begivenhederne fandt sted. Vidneudsagnene forblev hemmeligholdt helt frem til 1817 – og da de omsider blev tilgængelige viste det sig, at ingen af dem indeholdt nogen omtaler af blod-bade overhovedet.

Vi finder formentlig aldrig ud af det med 100% sikkerhed, men der tegner sig et temmelig sandsynligt billede af, at Elisabeth Báthory måske ikke helt har fortjent sit grumme eftermæle. I virkeligheden tyder meget på, at hun blev offer for sin egen succes – at alt for meget magt og rigdom var samlet i hendes hænder. Når dertil lægges, at der var en voldsom religiøs modsætning mellem hende – der var calvinist, altså protestant – og sagens øverste anklager, den tysk-romerske kejser Matthias II. (der i sagens natur var ihærdig katolik), og at selvsamme Matthias skyldte Báthory en enorm sum penge, som bekvemt nok blev annulleret med hendes dom… så tegner der sig efterhånden konturerne af en sag, der mere ligner et politisk bestilt justitsmord end en reel retsbehandling. I det hele taget er anklagerne mod hende så groteske, så sensationelt overdrevent blodige, og absurd talrige, at det ærligt talt kan synes svært at tage helt alvorligt.

I eftertiden er den gruopvækkende historie om den blodige grevinde blevet fortalt igen og igen. Dan Turell har skrevet om hende, og Guinness Book of Records har udråbt hende til den største kvindelige seriemorder nogensinde. Hun har optrådt i film, bøger og tegneserier et utal af gange, ikke sjældent gjort lige en enkelt tand mere afskyelig, som når hun f.eks. er blevet udråbt til ligefrem at have været vampyr. 

Elisabeth Báthory var formentlig ikke noget særligt rart menneske, for det var højadel på den tid sjældent. Men helt så slem som hendes eftermæle påstår… det var hun formentlig ikke. 

***

Et lille tip: hvis man har lyst at læse flere historier, der ikke passer, kan jeg anbefale min bog “Løgnehistorie”, der er udgivet af forlaget Turbine, og som kan købes i ethvert kommercielt etablissement med selv det spinkleste krav på titlen “velassorteret boghandler” :-)