Hver eneste gang jeg har udgivet en bog, har det været i den sikre overbevisning, at dette var den absolut sidste titel fra min hånd. Jeg har simpelthen ikke fantasi til at forestille mig, hvad jeg dog yderligere skulle kunne finde på at skrive om.
Det tænkte jeg naturligvis også, da Mørkets Skabninger udkom i november 2021. Og fem måneder senere lå en førsteversion af næste manuskript færdig! Og igen er jeg selvfølgelig helt, helt sikker på, at jeg aldrig vil skrive noget som helst igen (men har dog efterhånden lært, at det muligvis ikke er rigtigt).
17. marts 2023 udkommer fjerde bind i dét, der vel efterhånden er blevet en slags serie om forskellige aspekter af middelalderens kulturhistorie. Denne gang er det en mærkeligt overset del af middelaldermenneskets liv, der tages under behandling, nemlig dets fritid! Mængden af ikke-arbejdsdage svarede omtrent til hvad vi har i dag, så det er tæt på 1/3 af livet, der falder ind under denne kategori.
Alligevel er emnet vistnok aldrig blevet samlet behandlet på dansk – hvilket altså hermed søges imødegået; i bogen kan man bl.a. se en radikal nyvurdering af hofnarrens rolle, læse om ekstremsport og livsfarlige boldspil (hvor jeg tilmed har lejlighed til at trække på egne, yderste smertefulde erfaringer!), om scenekunstens og litteraturens rødder i Europa, og en mængde andre interessante og spændende emner. Som sædvanligt er jeg imponeret over redaktørens og grafikerens indsats, der har forvandlet min tekst til en usædvanligt smuk og indbydende bog.
Samtidig med den trykte bogs udgivelse udkommer den også som lydbog, indtalt af undertegnede :-)
Halvandet års nedlukning var en prøvelse for os allesammen. Selv om jeg ikke kan klage – mange var betydeligt hårdere ramt end jeg – var det en fæl omgang pludseligt at være frataget al kontakt med det herlige danske foredragspublikum landet over.
Men hvis man ikke kan få lov at udfolde sig udenfor hjemmets fire vægge, så må man jo hitte på noget, der kan udføres hjemme ved spisebordet; for mit vedkommende blev det til skriveri, med Magt og Mennesker i Danmarks Middelalder (der udkom på selve nedlukningsdagen i -20), og Lyst og Lidenskab i Middelalderen (der udkom 9. april -21).
Og nu kommer så tredie bind i dét, der slet ikke var tænkt som en serie… men som ser ud til alligevel at blive det!
5. november 2021 udkommer Mørkets Skabninger – Middelalderens Gruelige Gestalter, der tager alle de dunkle, sære, skræmmende og uhyggelige fantasiskabninger der befolkede nattemørket omkring middelalderens mennesker, under kyndig behandling.
Her kan man læse fornøjelige og gruopvækkende beretninger om vampyrer, varulve, nisser, elverfolk, lygtemænd og en mængde andre sære væsner, der var en helt integreret del af middelalderens verden – og om, hvad der egentlig lå bag alle disse mærkværdigheder.
Bogen er gennem-illustreret, og giver en god indføring i middelalderens ind imellem ret kreative måde at forholde sig til sin omverden.
Det er fornøjelig læsning, kan jeg forsikre. Rigtig god læselyst!
Lyst og Lidenskab i Middelalderen, 185 sider, hardback. Forlaget Turbine, udkom 9. april 2021
Bogen fås også som lydbog, indtalt af forfatteren.
I modsætning til sidste års udgivelse, Magt og Mennesker i Danmarks Middelalder, er udsynet denne gang bredere – nemlig hele Europa – men emnet mere afgrænset. Bogen er ikke en revideret version af min 25 år gamle Hor Saa Vide (Middelaldercentret 1998), men et helt frisk blik på det samme emne: de middelalderlige europæeres syn på seksualiteten. Dels har rammerne denne gang gjort det muligt at komme betydeligt mere i dybden, og dels er der gennem det forløbne kvarte århundrede blevet betydeligt flere kilder og mere forskning tilgængelig, der har gjort det muligt at danne et langt mere tilbudsgående overblik.
Bogen rummer selvfølgelig både saftige og rødmefremkaldende kildepassager, men er ikke tænkt med husar-segmentet for øje. Den seksuelle adfærd tages alvorligt, og anvendes til at skabe et indblik i tidens mentalitet, en bredere forståelse af datidens mennesker og deres leveforhold.
Anmeldelser af Lyst og Lidenskab:
”Særdeles underholdende og oplysende indføring”
Liv Thomsen/Historieselskabet
”[Kåre Johannessens] muntre, men også seriøse bog […] er hele vejen igennem skrevet med et sprogligt overskud.” – 5 stjerner!
Bent Blüdnikov, Berlingske Tidende
Magt og mennesker i Danmarks middelalder er et ambitiøst forsøg på at frembringe et populær historisk værk om middelalderen, der i et ligefremt og ukunstlet sprog giver en up-to-date fremstilling af begivenheder og dagligliv fra begyndelsen af 1000-tallet til midten af 1500-tallet.
Stilen er den sædvanlige Kåre Johannessenske … Fakta og historiske tal serveres med stor underfundighed og med et glimt i øjet. Læseren vil aldrig kede sig. Forfatteren er kendt for at være en eminent fortæller og formidler af historie, og hans retoriske stil går igen i bogen. På sin vej op gennem middelalderen krydrer han sin fortælling med anekdoter og små, personlige vurderinger og statements.
Man er aldrig i tvivl om, at forfatteren er der, og hvem forfatteren er, nemlig Kåre Johannessen, der ufortrødent lægger sig i sporene af store formidlere som Palle Lauring, Piet van Deurs og Erik Kjersgaard, der hver på deres måde havde – eller har – en eminent evne til servere historien levende og underholdende for danskerne.
Bogen er opdelt i 15 kapitler, og som tilgift til hvert kapitel helliger Kåre Johannessen sig dels en af middelalderens store nyskabelser som fx: ”Mursten” eller ”Skriftkulturen”, dels behandler han et relevant og vedkommende tema som ”Kvinder”, ”Penge” og ”Overtro”, men også overraskende emner som fx ”Humor” og ”Sex”. Alt sammen leveret på en afvæbnende måde, der kommer læseren i møde i øjenhøjde.
Bogen er desuden spækket med flotte illustrationer og særligt tegnede vignetter, der afspejler middelalderens mangfoldige univers.
I sensommeren 2004 blev jeg kontaktet af forfatteren Susanne Clod Pedersen med en anmodning om at fungere som faglig konsulent på hendes vikingeromaner Arnulf og Veulf (Borgens Forlag). Det udviklede sig til ikke blot er uhyre frugtbart samarbejde, men også et nært venskab. Susannes historiske romaner er blandt det ypperste i genren, og kan ikke anbefales tilstrækkeligt. Da hun sidenhen fik opgaven at skrive med på Forlaget Aschehougs (senere Lindhardt & Ringhoff) storstilede projekt om at fortælle tusind års danmarkshistorie i romanform i serien Slægten, fulgte jeg med, stadig i rollen som fagkonsulent.
Til min egen store overraskelse blev jeg af forlaget tilbudt selv at skrive et bidrag til serien, nemlig bind 7, Blodsbånd, der omhandler Erik af Pommerns regeringstid i begyndelsen af 1400-tallet. Forsøget faldt åbenbart tilfredsstillende ud, for året efter blev jeg bedt om at bidrage med yderligere et bind, det niende, Vredens Dag, om reformationstiden og Christiern den Anden – og endelig seriens 12. bind, Forræderen, der foregår under svenskekrigene i 1600-tallet.
Alle tre titler er endvidere udkommet som lydbøger på audio-forlaget Den Grimme Ælling.
Arbejdet med bindene til Slægten åbnede helt nye muligheder. Gennem mange år havde en bog ligget og rumsteret i hovedet på mig; en bog, der var drevet frem af en brændende interesse og dyb personlig fascination. I årevis havde jeg forsøgt at skrive en fagbog om de tyske krigsflyvere under den Første Verdenskrig, og især den berømteste af dem alle: Manfred von Richthofen, den berømte ”Røde Baron”.
Men det var ikke blevet til noget. Bogen ville ikke skrives. Først da den fik romanform kom der skred i tingene. I fiktionsform kunne den omsider forløses – og i 2009 udkom så Kejserhøgen på Borgens Forlag. Bogens lidt smalle emne betød, at den mest høstede opmærksomhed i det danske flyvermiljø, hvor den til gengæld blev modtaget med betydelig ros.
Se udvalgte anmeldercitater HER Kejserhøgen er også udkommet som lydbog på audio-forlaget Den Grimme Ælling.
“Kejserhøgen” er ikke længere i trykken, men kan pr. 23. april 2016 købes som e-bog, nu på forlaget Lindhard & Ringhof (til en væsentlig lavere pris end førhen ;-)
E-versionen kan bl.a. bestilles HER
I 2000 blev jeg af Politikens Forlag bedt om at skrive Politikens Bog om Danmarks Vikingetid (udkom 2001). Bogen er en kombination af historisk indføring, opslagsværk og rejsefører, med en præsentation af de væsentligste lokaliteter med betydning for vikingetiden i Danmark og Sydsverige.
Den giver et samlet, overskueligt overblik over periodens vigtigste begivenheder, og rummer endvidere en række biografier over de vigtigste personer (historiske såvel som fiktive).
I 1998 udkom på Middelaldercentrets forlag bogen Hor Saa Vide – seksualiteten i Middelalderen. Emnet blev egentlig foreslået af Ingeniørforbundets afdeling for levnedsmiddelingeniører, der året forinden havde bedt mig levere et kort og muntert indlæg om mad og sex i historisk perspektiv til deres julemøde.
Ved nærmere eftersyn viste emnet sig dog at være mere end almindeligt interessant (også for ikke-husarer); i seksualiteten er mennesket nemlig mere nøgent og mindre iscenesat end i alle andre situationer. Derfor er netop middelalderens menneskers holdning til seksualiteten et meget interessant sted at møde dem.
Hor Saa Vide er udkommet som lydbog på audio-forlaget Den Grimme Ælling. Bogen er genoptrykt adskillige gange siden, og kan bestilles på Middelaldercentrets webshop
På foranledning af Forlaget Klematis skrev jeg sidenhen bogen Blandt Krigere, Søfolk og Trælle – vikingetid i Danmark, der udkom i 2003. Bogen er fortrinsvis rettet mod større børn og unge, og er rigt illustreret med fotos, hovedsageligt optaget på Museet ved Trelleborg. I bogen præsenteres en række vigtige aspekter af periodens historie – sociale, økonomiske og religiøse forhold, osv.
Om vikingetiden. Samfundets opbygning bl.a. lov og ret, ritualer og traditioner, trælle, bønder, stormænd, om rejser og handel bl.a. søfart, bosættelser, opdagelsesrejser, om livet på land og i by, om krigernes udstyr og våben, taktik og kampteknik samt vikingernes eftermæle. Oversigt over museer og besøgssteder
Hæfterne i Middelaldercentrets grå serie er små, korte introduktioner til afgrænsede emner, der præsenterer udvalgte aspekter af middelalderens kulturhistorie. Hæfterne er ikke uddybende, men er tænkt som en første indførelse i de enkelte emner. De kræver derfor ingen særlige kundskaber. Hvert hæfte er på 15-30 sider, og er gennemillustreret.
Mine bidrag til serien omfatter følgende titler:
Guds Dilletanter… og Hvermands – teater i middelalderen (2011)
Blandt Spøgelser, Gengangere og Andet Godtfolk – om det overnaturlige i middelalderen (2011)
Stil og Status – møbler og boligindretning i middelalderens verdslige bygninger (2006)
Hvad Mønten Fortæller – en introduktion til middelalderens møntvæsen (2004)
Det Lo De Meget Af – middelalderens humor (2004)
Den Skæve Pind – buen som militærvåben i middelalderen (1998)
Magi og heksetro i Nordisk Middelalder (1997)
Løgne, Misforståelser og Halve Sandheder – 10 myter om middelalderen (2014)
“Middelalderens Tyske Fægtemestre” (2014)
Hæfterne kan købes på Middelaldercentrets webshop
– Instant Justice? – a note on the holmgang law of Kormaks Saga, i Zeitschrifft für Historisches Waffen- und Kleiderkunde (2007)
Historie med Nål og Tråd, artikel i Rubicon (temanummer vikinger, 2004)
Sundkøbing Folketidende – en Middelalderavis (Middelaldercentret, 2004)
Blod, Sved og Latter – Et benknusende boldspil… artikel i Siden Saxo I/2003
Da Danskerne blev Massakreret, kronik i Politiken 13/11-02
Educational Aspects of Killing…, artikel i Viking Heritage Magazine 4/2002
Blood, Sweat and Laughs, artikel i Viking Heritage Magazine 3/2002
Neighbours, artikel i Viking Heritage Magazine 2/2002
Naboskab – artikel i SKALK 5:2001
Pragmatiske Moralister – om Forståelsen av det Onde i Præ-kristen Norrøn Kultur artikel i DIN – Religionsvitenskaplig Tidsskrift 1+2/2000
Utugt i Dydens Tjeneste, artikel i Cekvina-Nyt 2:1998
Den Militære Udrustning i Bayeux-Tapetet, essay i Vaabenhistoriske Aarbøger vol. XXXX (1995)
Middelalderligt Artilleri…, artikel i Våbenhistorisk Tidsskrift, bind 29/4 (1996)
Endvidere foretog jeg i 2008 og -09 oversættelsen til dansk af de første tre bind af den engelske forfatter Rosalind Kerven´s børnebøger om vikingetids-skurken Grim Gruesome for Forlaget Flachs. I 2004 udførte jeg oversættelsen fra dansk til engelsk af Forlaget Erantis´ publikation Viking Today.
Bemærk: En del af de nævnte titler er ikke længere i trykken, men bibliotekerne har dem, eller kan skaffe dem hjem.