Jeg er smådum… og hurra for det!

Allergodeste læser!

Man har muligvis bemærket den irriterende sag, jeg uforvarende blev filtret ind i for ikke længe siden, som afstedkom en permanent (et ord, der her anvendes i betydningen “ganske kortvarig”) nedlukning af bloggen. Der havde ikke været aktivitet på bloggen i næsten et års tid, og jeg troede egentlig ikke at der var læsere – men de mange venlige, positive og superdejlige reaktioner på nedlukningen – der var sågar flere tilbud om at sende mig penge til at betale dummebøden, hvilket jeg på det bestemteste måtte afvise… men dog var dybt, dybt rørt over – overbeviste mig om, at det trods alt nok er værd at investere tid, tanker og energi på foretagenet. Så hermed genstartes altså bloggen, dog indtil videre uden illustrationer (thi jeg er en stædig rad & så kan det osse være ligemeget – dixit!)

Og det må vel være passende at lade det første indlæg efter genopstandelsen være en rigtig hjertesag – et emne, der måske nok kun i en vis udstrækning kan siges at være “historisk”, men som ikke desto mindre ligger mig dybt & inderligt på sinde.

Jeg er nemlig lidt dum. Og det er jeg rigtig, rigtig glad for. Ord er jo i virkeligheden altid lidt problematiske, for selvom de fleste af os er nogenlunde enige om hvad et givent ord betyder, så er der alligevel altid nuancer; når jeg bekender mig til dumhed er det altså måske i virkeligheden snarere ordets lidt mindre negative side jeg mener – naiviteten!

At være naiv er jo normalt ikke i sig selv positivt. Normalt betyder det, at man tumler lidt rundt i sin egen sollyse sfære uden forbindelse til den såkaldt “virkelige” verden. Naivitet kan være meget sødt, men er sjældent noget man behøver tage alvorligt.

Men det morsomme er… at målestokken for realisme i virkeligheden er meget, meget fleksibel, og ændrer sig over tid. Det, der er himmelråbende naivt eller rent ud tåbeligt i dag, kan være virkelighed i morgen. Et par eksempler:

• Hvis man i 1100tallet havde luftet den tanke, at Paven ikke var Guds repræsentant på jorden, og at der kunne være andre måder at tolke kristendommen på end den autoriserede Hellige Almindelige (“katolske” blandt venner) kirkes, ville man ikke have meget andet at se frem til end kætterbålet.

• Hvis man i midten af 1300tallet havde bekendt sig til den demokratiske tanke, ville man være blevet opfattet som bimlende vanvittig.

• Hvis man i 1400tallet havde talt om almindelig, fri stemmeret for kvinder, ville man langt de fleste steder være blevet mødt med en overbærende hovedrysten (formentlig også af datidens kvinder)… eller et forsvarligt lag tærsk i den nærmeste baggyde.

• Hvis man i 1500tallet havde foreslået bred og uindskrænket religionsfrihed ville man formentlig være blevet smidt i spjældet (eller muligvis brændt)

• Hvis man i 1700tallet havde foreslået kirkevielser for homoseksuelle ville man være røget ud af det gode selskab med hiv og sving, og ville muligvis ende sine dage på en galeanstalt.

Og dog er det alt sammen tanker, vi tager så meget for givet i dag, at de nu om stunder opfattes som nærmest gudsgivne, ukrænkelige og indlysende. Det, der engang var himmelråbende naivt, dumt og uden nogen realisme, er nu blevet virkelighed og hverdag. Gårsdagens umulighed er morgendagens selvfølgelighed. Det er jo i virkeligheden ganske indlysende, og fremgår vel uimodsigeligt af ovenstående eksempler.

Men hvorfor har vi da så svært ved at tænke visionært fremad? Hvorfor er det så utroligt vanskeligt at tro på, at ting kan være anderledes end de nu engang er lige i øjeblikket? Selv de mest beskedne visioner skydes jo rutinemæssigt ned og afvises med argumenter som “jaja, det lyder jo meget fint… men vi lever i den virkelige verden!”

Personligt har jeg altid haft et stort, blødt punkt for visionære vrøvlehoveder. Blandt mine forbilleder finder man både en Don Quixote (der som bekendt kæmper en håbløs “kamp mod vindmøller”), og den amerikanske transcendentalist Henry David Thoreau, der i sin bog “Walden” fra 1854 beskriver sit helhjertede forsøg på at leve i fuld pagt med naturen. Ingen af de to herrer havde synderlig held med deres projekter (for den enes vedkommende muligvis fordi han er fiktiv) (!)… men begge viser vej mod en anden måde at indrette tilværelsen på, en anden måde at leve i og med verden. Det har man så moret sig over i flere hundrede år. Men hvorfor latterliggør vi altid visionære? Det naive er ikke altid dumt, og den visionære er ikke altid et hovedløst, flagrende idealist-tossehoved. Al forandring begynder med, at nogen beslutter sig for at det er muligt.

Et eksempel: Borgerløn! Jeg er ikke økonom, og jeg skal ikke kunne sige om principperne bag borgerløn vil være universelt funktionsdygtige. Men det afvises næsten altid refleksmæssigt, som rygradsreaktion. Det stemmer ikke overens med den p.t. herskende forestilling om at mennesket er dovent og væmmeligt, og ville blive fuldkomment hæmningsløst hvis det ikke skulle arbejde for sin gode løn. Vi skal gøre os fortjent til vores daglige brød, ellers “gælder det ikke”. Men rundt om i verden har der faktisk i nyere tid været gennemført forsøgsordninger med borgerløn… der har vist at det fungerer aldeles udmærket, og at man ikke synker ned i slatten og doven ugidelighed, tvært imod: det skaber mennesker, der engagerer sig i samfund og omgivelser, som sætter projekter i gang og starter nye ting op (og ofte faktisk giver samfundsøkonomisk overskud). Det er ikke sikkert at borgerløn er en god idé. Men det er mindst lige så ikke sikkert, at det IKKE er det.

Vi afviser tanken uden at overveje den… fordi vi som art er bundet af vores tid og vores vilkår. Vi er åbenbart ude af stand til at forestille os at ting kan være essentielt anderledes end vi kender dem… selv om et ganske overfladisk tilbageblik på historien viser, at ting ikke bare kan ændres – men at de uafvendeligt VIL ændres. Vi kan sagtens lave ting om… men kun, hvis vi vil! Den begrænsning, der ligger i at være bundet til et bestemt punkt i historien, hæmmer vores evne til at ændre fremtiden. Krig er noget væmmeligt noget som ingen ønsker… men vi gider ikke gøre os den ulejlighed at hitte på noget bedre. Tvært imod: når “realiteterne” banker på døren ryger al den anstændighed, der ellers var en urokkelig del af vores selvforståelse, ud af vagten med et brag (og afslører iøvrigt dermed sig selv som ren bekvemmeligheds-anstændighed). For en måned siden var der universel enighed om, at klyngebomber er en afskyelighed som ingen civiliserede mennesker ville røre med en ildtang… men nu falder vi over hinanden for at retfærdiggøre dem – og det er faktisk en rigtig fin illustration: at ville afskaffe klyngebomber er naivt. At ville bruge dem er dumt (for selv hvis de virker, og det lykkes ukrainerne at smide russerne på porten, så er det stadig ukrainske børn, der bliver sprængt i stumper og stykker af dem over de næste 20-30 år). Hvad vil vi helst?

Som antydet i overskriften: jeg roser mig af at være lidt naiv. Jeg er det nemlig helt bevidst og af eget valg. Jeg er fuldkomment og urokkeligt overbevist om, at verden trænger mere til nogle naive John Lennon´er og Mahatma Ghandi´er, end den trænger til flere pragmatiske krigsmagere som Douglas McArthur eller Henry Kissinger. Eller, sat helt på spidsen: hvis man ikke bryder sig om krig, så lad være med at bakke op om den. Hvis man gerne vil have en bedre verden, så prøv at gøre den bedre. Hvis man hele tiden klamrer sig til, at intet kan være anderledes end det nu engang er… så er det jo uimodsigeligt, at intet nogensinde kan blive anderledes eller bedre.

Så jo – jeg er naiv. Og det er jeg sør´me glad for!

:-)