Manden, der blev til Tournesol

I disse spalter har vi tidligere stiftet bekendtskab med manden, der stod model til den diabolske Professor James Moriarty i Sherlock Holmes-historierne, den internationale mestertyv og karismatiske forbryderkonge Adam Worth (indlægget kan læses HER.)

Men Moriarty er langt fra den eneste fiktive berømthed, der har rødder i den virkelige verden. En anden af min barndoms og tidlige ungdoms store idoler – som jeg, ganske som Moriarty, iøvrigt stadig har et kæmpestort, blødt punkt for – er den forvirrede, geniale, på én gang fuldkomment verdensfjerne og brilliant visionære professor fra Tintin: Tryphon Tournesol!

Tournesol så dagens lys første gang i det rasende spændende album Rackham den Rødes Skat fra 1943, og blev hurtigt en fast og elsket skikkelse i serien, et hyppigt tilbagevendende komisk indslag når hans tunghøre misforståelser drev kaptajn Haddock til vanvid – men også som en helt afgørende hjælper i fortællingernes udvikling; Tournesols brilliante opfindelser sender Tintin og hans venner både til havets bund og til månen, og hans teknologiske snilde står næsten mål med Georg Gearløs´. Jeg var vild med Tournesol da jeg var barn. Og det er jeg egentlig stadig. Men seriens skikkelige, tunghøre og stundom eksplosivt hidsige geni er ikke kun Hergés skabning, han har også solide rødder i virkeligheden.

Professor Tournesol lånte nemlig både sin karakteristiske fremtoning, og en del af sin personlighed, fra den schweiziske fysiker, opfinder og opdagelsesrejsende Auguste Piccard (1884-1962) – og faktisk også en række opfindelser! Tournesol starter med at dykke ned på havets bund i Rackham den Rødes Skat, og bevæger sig senere, i dobbeltalbummet Månen Tur-Retur (det hedder den altså… det hed den nemlig, da jeg var barn!) meget langt den modsatte vej, opad. Professor Piccard gjorde det i omvendt rækkefølge; i 1931 nåede han i sin hjemmekonstruerede heliumballon en rekordhøjde af mere end 15 kilometer – højere, end noget menneske nogensinde var nået. Nogle år senere nåede han endda den voldsomme højde af 23 kilometer! Formålet var at studere den kosmiske stråling i stratosfæren, hvorved han iøvrigt også bekræftede et par af sin gode ven og kollega Albert Einsteins teorier.

I slutningen af 1930´erne begyndte Piccard at arbejde på at omsætte erfaringerne fra ballonfærden til brug på store dybder i stedet. Arbejdet med den nye konstruktion, der var en slags fusion af dykkerklokken og ubåden, blev standset af den Anden Verdenskrigs udbrud, og lå stille i en årrække. Men i 1953 nåede hans apparat en dybde af mere end 3 kilometer, bemandet af Piccard selv og hans søn Jacques. Ganske vist nåede ballonen ikke helt til månen (men kom dog tættere på end nogen tidligere havde været!), og han fandt ingen guldskat på havsens bund. Til gengæld vandt han umistelig berømmelse i videnskabens annaler og op til flere verdensrekorder… og indirekte udødelighed i populærkulturen i skikkelse af den elskelige professor Tournesol.

I 1922 tiltrådte han et professorat ved universitetet i Bruxelles, og blev ved sin karakteristiske fremtoning hurtig et velkendt indslags i den belgiske hovedstads gadebillede. Hergé, Tintins ophavsmand, bemærkede ham også, og lagde ham til grund for sin distræte opfinder. Hergé berettede mange år senere i et avisinterview, at Tournesol er en nedskaleret version af Piccard, for den virkelige mand var meget høj. Han havde en endeløs hals, der voksede op ad en alt for stor skjorteflip […] Jeg var nødt til at gøre Tournesol til en mini-udgave af Piccard – for ellers ville jeg have været nødt til at lave hele tegneserien i højformat-billeder.

Der er desværre ingen vidnesbyrd om, hvad Piccard selv syntes om sit tegnede alter ego. Tournesol optrådte første gang i Tintin i 1945, 18 år før Piccards død, så det er mere end usandsynligt at han aldrig skulle være blevet opmærksom på det, Tintin-seriens verdensomspændende succes taget i betragtning. Men den skikkelige, geniale særling er vel trods alt ikke det værste eftermæle, man kan forestille sig, så forhåbentlig har han ikke været synderligt stødt over det; måske han ligefrem har været en smule stolt. I øvrigt er Hergés fantastiske opfinder ikke det eneste eksempel på hyldest til den schwiziske professor. Han kom nemlig også til at lægge efternavn til den næsten ubærligt højpandede Kaptajn Jean-Luc Picard i sci-fi-serien Star Trek, i skikkelse af skuespilleren Patrick Steward.

Ironisk nok er Augste Piccard og hans ballonfærd i 1931 i dag blevet en – helt ufrivillig – frontfigur for den tåbelige fladjord-bevægelse; efter flyvningen kom han af vanvare til at udtale, at “jorden lignede en flad skive under os”. Det var IKKE et udtryk for en tro på at jorden er flad – tvært imod omtaler han (der altså var en fornuftig mand) hyppigt jorden som “kloden”! Det kan man læse lidt om HER.

Konklusionen er jo for så vidt snublende nærliggende: man kan vinde berømmelse og hæder ved fornemme forskerpriser, afgørende videnskabelige opdagelser og storslåede teknologiske bedrifter…. men virkelig udødelighed når man altså lettest, hvis man formår at blive til en tegneseriefigur! ;-D

***

Læs mere om professor Piccard HER