Relikvier – tanker om jord
1. January 2016
Tillykke, Hr. Luf!
13. January 2016Copycat-kultur (Betragtninger fra en Vrissen Gammel Mand)
For en gangs skyld handler blogindlægget ikke om 1. Verdenskrig. Faktisk handler det ikke engang om historie. Det handler om kultur i nutiden. Men i grunden er nutiden jo også det eneste, der virkelig tæller; hvis historien ikke har relevans for nutiden, er den jo komplet ligegyldig. Derfor, højt skattede læser: bær over med mig, og følg mig på dette udsigtsløse, quixote´ske korstog mod tomhedens og den åndelige armods vindmøller! ;-)
Under et kort besøg i London for ikke længe siden spadserede jeg i nogle timer rundt i byens velestimerede teaterdistrikt. I det område ligger teatrene så tæt, at man hurtigt får et ret bredt overblik over repertoiret. Og det slog mig da, at der var en temmelig tydelig tendens at spore: en meget, meget stor del af de opsatte forestillinger var musicals og adaptions. Og i størstedelen af tilfældene var det begge dele – altså en allerede velkendt historie, sat i musik.
Det er der selvfølgelig i sig selv ikke noget galt i. Jeg har selv en hel perlerække af nytolkninger af klassiske forlæg, som jeg holder meget af. James Joyce fik f.eks. et ganske spændende resultat ud af at nytolke Homers Odysseen, og jeg synes egentlig også at de moderne versioner af Sherlock Holmes – både Robert Downey, Benedict Cumberbatch og Ian McKellen – hver på sin måde er vældig charmerende.
Men det er virkelig påfaldende, hvor udbredt en tendens det er i disse år. Over de senere årtier har vi set De Elendige (eller, som den åbenbart hedder nu, “Les Mis”) (!), Phantom of the Opera, The Lion King, Billy Elliot, La Cage aux Folles, The Producers, Sunset Boulevard, Shrek, Matador… listen er endeløs! Og vist er det da ikke noget nyt fænomen; det er mange år siden at Oliver Twist og Don Quixote blev slæbt gennem musical-møllen, og Shakespeares “Trold kan Tæmmes” blev allerede i 1947 sat i musik af Cole Porter. Og skal vi drive den helt ud i yderste konsekvens, så er Mozarts “Figaros Bryllup” jo i virkeligheden også en musikalsk adaption af Beaumarchais´ skuespil. Fremragende arbejder, bestemt. Ikke et ondt ord om Cole Porter, Andrew Lloyd Webber eller alle de andre talentfulde hitsnedkere (eller Mozart, for den sags skyld). Igen: det er ikke den enkelte adaption som sådan, der er problemet.
Problemet er, at de oprindelige værker forsvinder. Fortrænges, i samme øjeblik der kommer en ny, lettilgængelig version på markedet, som man kan overstå på halvanden time – og som man tilmed kan nynne med på. Lad gå med Shrek (som er morsom, men ikke ligefrem nogen milepæl i den vestlige kultur). Men ofte går det ud over virkelig vigtige værker; hvorfor dog bruge dagevis på at læse Victor Hugo´s endeløse murstensroman, fuld af svære ord og forældede begreber, når man kan få det hele serveret på en munter, letfordøjelig og ikke spor anstrengende måde – som man oven i købet kan spise popcorn til? Hvorfor dog plage sig selv med en langsom, gammel sort/hvid film, når man kan få den samme historie med fest og farver og sprudlende ørehængere?
Men originalerne har jo faktisk en værdi! Victor Hugos mastodontroman om Jean Valjean er så uendeligt meget mere end blot en “god historie”; den er et tidsbillede, et psykologisk studie, en bedsk historisk og menneskelig kommentar, en social anklage – og iøvrigt ét af de vigtigste litterære værker i hele det 19. århundrede. Og nej, musical´en er simpelthen bare ikke lige så god! Selvfølgelig kan man indvende, at der jo ingen skår går af originalværket, bare fordi nogen laver den om til en musical. Men det passer jo ikke. Hugo´s roman er borte, væk, glemt, fortrængt af en overdådig musikalsk extravaganza. Hvem tænker idag på “De Elendige”, når man hører titlen Les Miserables? Meget, meget få! Det er ikke længere et romanværk, det er en musical. Og Les Miserables er i så henseende langtfra enestående. Listen over adaptions (med og uden musik), der stille og diskret tager livet af originalværkerne, er lang. Rigtig, rigtig lang! Vist er de da formentlig tænkt som en slags hyldest til originalværkerne… men deres kærlighed er dræbende. De elsker originalværkerne ihjel.
Selv dét ville i sig selv ikke nødvendigvis være noget enormt problem. Der er masser af mennesker, der lever lykkeligt uden at have læst “De Elendige”. Det virkelige problem er, at adaption-feberen er et symptom. Vi lever i en tid der synes ude af stand til at skabe noget nyt, noget selvstændigt, noget virkelig originalt! Og igen: det er selvfølgelig noget vås. Der er masser af original kunst på de europæiske scener. Det er bare ikke den, der for alvor bliver set. Det, der virkelig bliver set, er… musical-adaptions. Sang-og-dans-udgaver af allerede kendte historier, der hverken provokerer eller udfordrer. Eller, ikke sjældent, papirtynde historier bygget op omkring en eller anden populær popkunstners bagkatalog. Man har gjort det med Queen (We Will Rock You), Michael Jackson (Thriller), Abba (Mamma Mia) – og i Danmark laver vi “teaterkoncerter” med nye udgaver af gamle travere: Gasolin, Beatles, Shu-bi-dua osv. Alt sammen utvivlsomt meget fint, dygtigt, professionelt, glitrende og imponerende… men dog (hvordan man end vender og drejer det) gammel vin på nye flasker – og inderligt, gennemført & på alle måder ufarligt! Ikke noget der støder, skubber, prikker, provokerer eller på nogen som helst måde risikerer at rykke ved noget som helst for tilskueren.
Hvorfor, kan man spørge. Hvad er det der gør, at grammofonpladen er gået i hak, og blot mekanisk gentager fortiden og sig selv i ét væk? Er vi blevet for dovne, stressede eller uvidende til at yde en indsats selv? Er vi blevet for forvænt af Facebooks og Twitters her-og-nu-kommunikation til at orke noget, der ikke kan stå på et mobildisplay? Gider vi simpelthen ikke interessere os for noget, som ikke er blevet fordøjet for os på forhånd? (og lad os så iøvrigt ikke dvæle ved hvad det egentlig er vi indtager, hvis vi suger noget til os der allerede er fordøjet!)
Eller er det i virkeligheden endnu værre? Er vi som samfund simpelthen ramt af kulturel åndenød? Det ville absolut ikke være første gang; Alle de store kulturer er med tiden løbet tør for fremdrift. De græske bystater, det romerske imperium, den italienske renaissance – alle er de til sidst degenereret til en mekanisk gentagelse af tidligere tiders bedrifter – flot, veludført, dygtigt, men uden at bidrage med noget nyt. Det er et forfaldstegn.
Men som sagt: der er ikke noget galt i at nyde en god, veludført forestilling. Jeg gør det selv, med stor fornøjelse. I enkelte tilfælde kan en musikalsk adaption såmænd ligefrem overgå forlægget, som Jim Steinmans Tanz der Vampire gør med Roman Polanskis håbløse filmkomedie The Fearless Vampire Killers (eller som Bizets opera Carmen gør med Mérimées litterære forlæg). Men ind imellem de medrivende hitsange og fejende flotte opsætninger er det nu altså ikke nogen helt dårlig idé at krybe op i et hjørne af sofaen, trække fødderne godt op under sig, bevæbne sig med en stor kande thé, og læse en god, gammeldags bog. Ikke for bogens skyld, men for vores egen ;-)
***
5 Comments
Vi får det da rigtig hyggeligt foran kaminen ;-)
Det er en stor debat, du dér tager låget af – men jeg er meget enig. At gamle værker kan have en udtryksform der ikke er tidssvarende, er ingen grund til at lave om på dem – og iøvrigt har vi jo i mange år moret os over amerikanerne, der indtil for ikke mange år siden kun kendte H. C. Andersens og Brdr. Grimms værker i tillempede udgaver med lykkelige slutninger (!)
Det er vederstyggeligt, når Lucky Luke og Skæg fra Rasmus Klump får frataget deres røgvarer, fordi de ikke er “passende rollemodeller” for samtidens unge. Det er så…. nordkoreansk ;-)
…og jeg vil tilslutte mig kredsen der foran kamin-ilden, siddende i Chesterfield sofaen med en whisky i hånden og en cigar i munden og harcelere over det nymodens pjat :-)
En af mine “raptusser” er ny-opsætninger af balletter og operaer. F.eks. Mozart’s operaer; de er skrevet før 1791 (hans dødsår) og med den tids moral og lovgivning og verdenssyn og menneskesyn og med de kulisser og dragter der fandtes dengang. I dag kan man se dem opføre det på Holmen i sparsomme kulisser, med skrå-rem og støvler og maskinpistoler og hvad ved jeg. Man mister fuldstændig Ånden i operaen ved at omskrive den til nutiden. Det gælder desværre for mange klassiske operaer og klassiske balletter. Meget af det skyldes nok økonomiske rammer for den enkeltes produktion, men det skyldes også selv-iscenesættelsen af den pågældende forestillings instruktør.
Hvorfor ikke bare, når man nu SKAL/VIL lave sin egen nye version af et stykke, kalde det for en opsætning nyfortolket over en gammel klassiker og give den et andet navn (man gør det nok ikke, for det ville så ikke sælge billetter) ?
Det samme med den her politiske korrekthed der nu hersker også mod gamle klassikkere. Mark Twain. der var født i sydstaterne mens slaveriet stadigt eksisterede, skrev i Huckleberry Finn og Tom Sawyer’s eventyr om Nigger-Dan. Det HED han jo. For få år siden – da 100 året for Mark Twain’s død skulle markeres (havde nær skrevet fejres) talte man om at gen-udgive hans samlede værker men UDEN betegnelsen af f.eks. Nigger-Dan….kun med Dan. Det samme med Hergé’s bøger om Tintin i Congo. Hergé skrev den bog i den tidsånd der var den gang og med den opfattelse mange havde af negrene dengang (Belgien var jo gammel Koloni-magt). Uha – de skulle omskrives og de racistiske ting fjernes.
Og så lige her sidste år, hvor svenskerne ville have Pippi Langstrømpes far til kun at være “Konge i Sydhavet” og ikke Nigger-konge……
Jeg vil være med foran kamin-ilden :-)
Det tager jeg som en kompliment :D
Uhada, Jakob…. jeg er blevet “out-grumpy´et” ;-)
Mmmm mmmm mmm Det er vel ikke et mavesår over en af de hellige der nu bliver genfilmatiseret?
Ikke for det, jeg er da helt enig og jeg vil fuldstændigt uden at ryste på hånden, citere mig selv fra et andet site.
“And yes, when counterculture creates art for the counterculture, it’s not just about saying no, when the mainstream wants to adopt it.
It’s about the disrespectful dismantling of cultural icons. It’s hurts and kids don’t get that, they are all… “But I want it. I should have it. So I can throw it away.”
Ja jeg skriver ikke lige helt det samme men min underliggende pointe er at originalerne har en ægte værdi der bliver udvandet når de bliver hevet ud af kontekst og genopført for at underholde en flok teenagere og skal skabe et stort overskud.
Så ved vi godt at vi får Østregasværk, som har gjort en karriere ud af at underholde uden det store indhold. Den originale værdi, der gjorde værket til en klassiker, mistes, fordi man har større respekt for underholdning og indtjening end man har for selve historien og så kan man skære snitte og hukke lige så spændende man vil, det er bare stadig ikke den rette fod til skoen.
.”Dismantling of cultural icons.” Det er vel i grunden det samme som det du skriver. Vi afvikler de originale værker ved at koge dem ned til ren forglemmelig underholdning, med mere glitter og mindre indhold og helt uden kontekst.
Når vi så kigger lidt dybere på den type kritik, så skal vi huske at der er forskel på hyldest til fortiden og angst for at tabe penge. De sikre hits undergraver de kreative kræfter og allerede i 2001 da jeg var altmuligmand på et lille teater der specialiserede sig i kunst og ikke penge først, kom nedskæringerne i støtten. Det var så slemt at folk snakkede om at der nu skulle til at laves flere kopier, genindspilninger, teaterkoncerter og musicals. For netop teatre med speciale i at opføre smalle produktioner kan ikke leve med at tage fejl. 2 flop i træk og økonomien er død.
Alligevel havde vi det års succes, Pelsjægerne, http://jyllands-posten.dk/kultur/ECE3330736/R%C3%A5t-og-godt/ men den slags nyskabelser og kreativitet, har ikke samme værdi som Disney’s Aladdin som musical. Ikke når du står i banken.
Sidenhen blev vi oversvømmet af billigt glitter. 2’ere 3’ere’ 4’ere resurrection dit og dat. prequels og… Det er næsten ligesom at se Dollars i tv. Det kræver ikke noget at følge med og man er skuffet bagefter, fordi man ved at det kunne være så meget bedre og fordi man ved at i morgen kommer der endnu et afsnit og i morgen sidder man der så igen… “I know it’s crooked, but it’s the only game in town.”
Men måske er det en kunstnerisk trend, på samme måde som glamrock og puddelrock har været det på forskellige tider, en modreaktion til den “seriøse” kunst. En bølge hvor tingene ikke må være for seriøse og kedelige og ikke må kræve for meget af modtageren.
Det må være skønt for pengemændene der igen har fået magten, at alle investeringer nu er trygge.
Så hvis du er en mavesur gammel mand, så må vi hellere hive cigarerne og det store knagstedske måltid frem og begynde at kritisere verdens dårskab med både humor og foragt og vi ville ikke skulle side der alene. Jeg kender allerede alt for mange sure gamle mænd.