Demokratiske Vikinger?
20. May 2017Taxatur til Verdenshistorien
2. June 2017En Pioner fylder rundt…ish
Højstagtede læser!
Denne uges blogindspark fører os langt bort fra de sædvanlige mudrede skyttegrave, øksesvingende vikinger og panserklædte middelalderbøller. Det fører os over i en helt anden verden, faktisk. Vi skal nemlig på besøg i den nyere populærkultur (og jo, det må jeg gerne. Filmhistorie er så sandelig også historie; i høj grad, endda!)
Al Jolsons stil var af en sådan beskaffenhed, at den ville være virkelig, virkelig vanskelig at parodiere idag. Set med moderne øjne var den en parodi i forvejen – og tilmed en ret overdreven én.
I dag, den 26. maj, fylder sangeren, entertaineren og selviscenesætteren par excellence Al Jolson nemlig 131 år – og selv om det ikke i traditionel forstand er en rund dag, så er det dog nok værd at markere. Tilmed er det i år 90 år siden hans utvivlsomt mest berømte bedrift indtraf: verdens allerførste talefilm! Det var ikke alle der hilste den teknologiske landvinding velkommen; Harry Warner, den ene halvdel af filmmogul-brødreparret Warner Bros, skal f.eks. have udtalt: “Hvem F***** gider høre skuespillere tale?” Det var der så alligevel en hel del, der godt gad…
Filmen “The Jazz Singer” havde premiere i USA i oktober måned 1927. I Danmark skulle man væbne sig med tålmodighed før man kunne lade sig underholde af det nye tekniske vidunder; her måtte man vente med premieren til kort efter jul 1929. Men i samtiden var det langtfra kun hans meritter på det store lærred, der bragte Al Jolson berømmelse og stjernestatus; han høstede ikke mindre end 3 af de berømte stjernemærkede fliser på Hollywood Walk of Fame – for både film, radio og grammofonplader. Han var den første kunstner på verdensplan, der solgte mere end 10 millioner plader (hvilket ville være ganske pænt idag, men var fuldstændigt uhørt dengang).
Jolson blev født af jødiske forældre i Litauen i 1886, som Asa Yoelson, men kom til Amerika allerede som stor dreng. Da man i 1949 ville indspille en film om hans tidlige dage i showbusiness gik han til prøve på rollen som sig selv… men blev afvist (hvilket muligvis hang sammen med, at han på det tidspunkt var 63 år gammel, og nok ikke helt lignede sig selv som 14-årig) Sidenhen deltog han incognito i en “Al Jolson Sound-alike”-konkurrence… og blev en flot nr. 3!
Jolsons undselige gravmonument i Culver City, Californien, er både et udtryk for hans beskedne, ydmyge personlighed, og for den klassisk underspillede og forfinede amerikanske smag og gode stil (!)
At der næppe er mange under 50, der idag kender Jolson, kan næppe overraske. Hans stil er forlængst blevet historie, og i vor tid virker hans sange opstyltede og drivende sentimentale – men der er også gået éthundredeogfemten år, siden han debuterede. Der ville givetvis ikke møde mange hysteriske teenagepiger frem til hans koncerter idag – de, der kunne finde på det, har forlængst rundet 80 år, og er næppe særligt hysteriske mere – men hans stjernestatus i samtiden tåler snildt sammenligning med Prince eller Michael Jackson. Og selv om iPad-og-smartphone-generationen ikke aner hvem han er, så har musikverdenen bestemt ikke glemt ham; blandt de, der har nævnt ham som inspirationskilde, finder man både Rod Steward, David Bowie, Bob Dylan og Elvis Presley (hvis superhit Are You Lonesome Tonight iøvrigt er en hyldest til Jolson, der tidligere havde indspillet den. Jolsons version kan høres nedenfor… og får uvægerligt én til at holde ekstra meget af Elvis) (!)
Med sin baggrund som russisk jøde var Al Jolson ikke uden personlige erfaringer med minoritets- problematikker. Der skal næppe lægges noget politisk i hans sminke (men den er unægtelig svær at kapere i dag)
Al Jolson var på sin vis et perfekt sindsbillede på sin tid. På godt og ondt. En af grundene til, at han er blevet temmelig meget skubbet ind under gulvtæppet i nyere tid, er hans flirt med den forkætrede minstrel show-genre, der skamløst gjorde nar ad USAs sorte befolkning. I vor tid, der har sat helt nye standarder for hvordan de forskellige farvenuancer af menneskearten ikke kan tillade sig at portrættere hinanden, og som har undfanget begreber som Cultural Appropriation, er det ikke ligefrem vejen til offendtlighedens hjerte at smøre ansigtet ind i skosværte. Det regnes i dag – med rette – for temmelig taktløst. Men Jolsons optræden dengang var ikke i sig selv racistisk. Det var ganske almindelig mainstream i USA, ja i hele den vestlige verden (også Danmark!), og var som udgangspunkt ikke tænkt som ned- eller latterliggørende. Man finder ganske det samme i gamle Tom & Jerry-film og i Anders And, og aldrende medborgere af min egen generation husker muligvis Familien Andersens hitsang Jeg har set en rigtig negermand fra 1970, eller den nu fra børnebogshylderne helt fortrængte Lille Sorte Sambo. I dag ville det være utilgiveligt, men i samtiden var det faktisk ret uskyldigt.
Der er med andre ord ikke noget belæg for at skyde Jolson racisme i skoen, i hvert fald ikke personligt… men derfor er det naturligvis alligevel et godt tegn, at vi idag opfatter hans sminkning som lige til stregen – eller over. Et godt stykke over, faktisk. Det er blot et udtryk for, at tiderne ændrer sig (og ikke altid til det værre.)
Man fornærmer formentlig ikke nogen, hvis man påpeger at Al Jolson i dag mest er interessant af historiske årsager. Bevares, hans klassikere som Mammy og Sonny Boy har da bestemt en vis corny charme, men de fleste af os vil nok have fået dækket behovet for tophits anno damals godt og grundigt efter tre-fire gennemlytninger. Hans sangteknik er kunstlet, forceret og rent ud komisk i al sin opblæste selvhøjtidelighed. Men hvordan vil publikum anno 2117 mon reagere på Princes falsetstemme? Hvordan vil vore tipoldebørn bedømme Nick & Jays selvfede rapperi? Al Jolson var en af dem, der definerede den moderne populærmusik – og han er et eksempel på, at man ikke behøver være politiker eller soldat for at vinde en plads i historien!
***