En Samler-Sjæls Overvejelser

Lad mig indlede ugens indspark med en tilståelse: jeg er en samlernatur! Alle gode undskyldninger og bortforklaringer sat til side, så må jeg vedgå mig, at jeg simpelthen elsker ting! Jeg elsker at eje ting, at se på dem, at befamle dem… jeg elsker på alle måder at have spøjse genstande omkring mig! I en forholdsvis beskeden moderne bolig kan det godt være lidt af en udfordring, når bogskabe og kommodeskuffer er fyldt med historisk nips, og et større antal små papæsker med jeg-husker-ikke-lige-hvad i står stablet op på snart sagt enhver til rådighed værende overflade.

Tingene er endt hos mig på mange sære og mærkværdige måder. En del er købt (det er de “bevidste” tilvalg), noget et fundet, noget er arvet, og noget er foræringer fra gode og behjertede mennesker. Nogle ting er anskaffet med egentlig formidling for øje, andet som ren fornøjelse. Men fælles for det hele er, at det på én eller anden måde er noget, jeg føler et ansvar overfor; skæbnen har – for nu at blive lidt højtravende – spillet mig disse sager i hænde, for at jeg skal tage vare på dem.

Det er vitterligt ting, jeg føler bliver mig betroet – altså at jeg accepterer ansvaret for at tage vare på dem, og så vidt muligt sikre dem for fremtiden. Og som regel er det også ting, jeg virkelig sætter pris på. Ting, som jeg føler gør min hverdag rarere, og som er smukke eller spændende at se på i det daglige (i lige netop den henseende hersker der ganske vist ikke altid udelt enighed i det lille hjem, men jeg er heldigvis velsignet med en vidunderligt rummelig og forstående familie). Eller – og det er i virkeligheden det hyppigste – ting, der fungerer lidt på samme måde som romerkirkens relikvier i middelalderen: en “forbindelse” til historien!

Moderne kopi af Hermann Göerings æresdaggert. Værdien er minimal –
men den er fin til at illustrere nazisternes tøjlesløse selviscenesættelse og rap-sanger-
agtige betagelse af bling-bling. Et nyttigt formidlingsredskab!

Kald mig bare en håbløs, gammel romantiker, men jeg oplever ofte, at ligegyldige småting kan gøre historiske begivenheder mere nærværende. Begejstringen over en mølædt og falmet Union Jack-vimpel bliver bare lidt større, når det ledsages af en beretning om, at giverens oldefar havde det med hjem fra Cambrai i 1919, hvor det havde været en del af en flagkæde, der havde smykket de britiske tanks ved fredsslutningen. Og dén – nogle gange utvivlsomt illusoriske – oplevelse af nærvær og forbindelse, tingene giver mig, gør det også lettere for mig at videregive oplevelsen ved foredrag og optrædender. At stimulere interessen og dele fascinationen er, når alt kommer til alt, ikke den mindst vigtige af formidlerens opgaver.

Når jeg, flot og ubeskedent, benytter udtrykket “samler” om mig selv, så er det jo egentlig lidt af en tilsnigelse. En ægte samler har fokus i sine aktiviteter, og koncentrerer sig som regel målrettet om nogle få, udvalgte temaer. Det gør jeg ikke, jeg kegler lykkeligt rundt i hele verdenshistorien, og min “samling” rummer sager fra stenalderen over antikkens Grækenland og middelalderen til 2. Verdenskrig – og minder i virkeligheden nok mere om svundne tiders raritetskabinetter end en egentlig, seriøs samling. Fuldkomment uden plan og retning, altså. Til gengæld er tingene anvendelige i rigtig mange forskellige sammenhænge.

Den modbydelige nazistiske stofstjerne er ikke pæn, ikke rar, og ikke
værdifuld. Men den er vigtig.

Men ind imellem dumper der ting ned i min turban, som jeg ikke holder af, ikke nyder at se på, og bestemt ikke har liggende fremme i vitrineskabe eller bogreoler. Ting, som er inderligt modbydelige, og som jeg slet, slet ikke bryder mig om… men som jeg føler mig forpligtet til at tage vare på, simpelthen fordi de har en historisk værdi.

I almindelighed har jeg et ret anstrengt forhold til alt, hvad der relaterer til naziregimet. Personligt har jeg ikke det mindste lyst til at kigge på hagekors (hvilket jo altså bestemt ikke betyder, at der er noget som helst galt i at samle på den slags  – det er bare ikke mit felt). Og en af de mest problematiske genstande, der nogensinde har fundet vej til min besiddelse, er… en jødestjerne!

Den blev overdraget mig for nogle år siden af en meget venlig og flink mand, der mente at den ville være i gode hænder hos mig. Den har ingen trådhuller, og har altså aldrig været i brug – heldigvis! Det ville ikke være til at holde ud, hvis den faktisk havde været en del af det morderiske cirkus. Den stammer fra en eller anden lagerbeholdning, og har tilbragt det forløbne trekvarte århundrede i en papæske.

Men hvad stiller man egentlig op med sådan én? Hvad er formålet med at have relikvier fra den største ondskab liggende? Rent fagligt kan den jo ikke lære mig noget, jeg ikke ved i forvejen. Man bliver ikke klogere på jødeforfølgelser af at kigge på en stofdims, og jeg tror såmænd at jeg i forvejen har rigelig viden om disse grufulde begivenheder – en hel del mere, end jeg egentlig har lyst til, faktisk. Men den har skam et formål, en effekt; denne lille, på samme tid ligegyldige og inderligt modbydelige, genstand tjener nemlig som en påmindelse. Den minder mig om, at historien handler om rigtige, levende mennesker. Den garanterer, at jeg aldrig nogensinde falder for fristelsen til at lade ren og skær afstand kaste et mildnende slør over fjerne begivenheder. Den er en stadig påmindelse om, at vi igen og igen, til evig tid, skal minde os selv og hinanden om, at begivenhederne dengang var forfærdelige. De var ikke “spændende” eller “afgørende”. De var ikke engang “interessante”. De var først og fremmest forfærdelige! Den kvæler ved fødslen de strømninger, man ellers (med kvalmende ubehag) ser stikke snuden frem fra tid til anden: at togene i det mindste kørte til tiden, og at Hitler trods alt fik trukket Tyskland ud af 30´ernes økonomiske krise. Og den minder om, at den slags godt kan ske igen – og at vi aldrig skal lade os narre af politisk tågeslør og bragesnak; kort sagt, den neutraliserer distancen, den er en påmindelse om, at vi aldrig må lade realpolitik veje tungere end medmenneskelig ansvarlighed.

Napoleon. Der er ikke noget “storladent” eller “stilfuldt” over ham
(men, indrømmet, han var god til at lade som om)

I lidt videre forstand er jødestjernen en illustration af, at en svinestreg er en svinestreg, og at den ikke bliver mindre væsentlig, blot fordi der går 80, eller 100, eller for den sags skyld 1000 år. Den minder om, at lige under overfladen i alle historiebøgernes statistikker, strategiske redegørelser og storpolitiske analyser i sidste ende står… rigtige, levende mennesker. Den sætter hele historien i et tiltrængt perspektiv, den fortæller at vikingerne aldeles ikke var “seje”, når de hærgede Englands sagesløse bønder. At middelalderens panserklædte krigerkaste aldeles ikke var “ædle”, og at Napoleon og Cæsar ikke var “store strateger” – de var først og fremmest et par morderiske svinehunde (hvilket er vigtigere at huske, end at de var gode til at kommandere rundt med arméer). Hvis der går tid nok glemmer man ofte svinehunden, og ser kun strålekransen. Men hvis vi i dag lader Napoleon være “en stor mand” – så bliver Mussolini det imorgen. Magtmennesker kan ikke samtidig være gode mennesker, de to ting udelukker pr. definition hinanden.

Og selv med den erkendelse solidt muret ind i min mentale grundvold kan det faktisk være svært at holde fast i, det kræver en løbende, bevidst viljeshandling. Min fascination af den Røde Baron turde f.eks. være læsere af disse spalter velkendt – og jeg må jævnligt minde mig selv om, at han efter al sandsynlighed ville have støttet nazismen i 30´erne, hvis ikke han var død i 1918. Hvis ikke man tager sig i agt, bliver fascination meget nemt til beundring – og når man først beundrer noget, er det meget svært at holde fast i sin kritiske sans.

Selvfølgelig er det en rystende banal pointe. Selvfølgelig ved jeg det udmærket, ligesom alle andre. Men der er forskel på at vide noget… og at erkende det. Jødestjernen er en tankevækkende genstand. Og er der én ting, historie må og skal være… så er det jo netop tankevækkende!

Så jo, jeg er faktisk glad for min jødestjerne. Jeg kan ikke lide den – men jeg er glad for den.

***

Og husk, kære læser, at alle genstande, man er det allermindste i tvivl om, selvfølgelig skal forelægges et museum inden man kaster det bort!