Kaarejohannessen 02Kaarejohannessen 01Kaarejohannessen 02Kaarejohannessen 02
  • Om Kåre
  • Bøger, artikler m.v.
  • Formidling
    • Fornuft og følelse
    • Til erhvervslivet
    • Foredrag
    • Tv & Film
    • Westfront 1916
  • Trosbekendelse
    • Historie og Historikere
  • Bloggen
    • Alment brokkeri
    • Danmarkshistorie
    • Diverse
    • Første Verdenskrig
    • Historisk Formidling
    • Middelalderen
    • Middelaldercentret
    • TV- og filmoptagelse
    • Verdenshistorie
    • Vikingerne
    • Westfront 1916
  • Kontakt
✕
(Endnu) Et Herrens År – Årsberetning 2021
27. december 2021
Hvad fik Belgien ud af 1. Verdenskrig?
27. februar 2022

Gensyn med en Historisk Myte – sænkningen af RMS Lusitania i 1915

10. januar 2022

Jeg har ikke tidligere i disse spalter givet mig af med boganmeldelser – men en gang skal jo være den første. Jeg har netop afsluttet gennemlæsningen af en bog, der tager fat i nakken på en af de allermest sejglivede myter i nyere historie, og som har haft stor betydning for min egen tilværelse: den tyske ubåd U20s sænkning af passagerdamperen Lusitania den 7. maj 1915.

Med udgangspunkt i den torpedoaffyrende ubåd beretter forfatteren Knud Jakobsen om affæren i den fine, letlæste og sobre bog “U20 – Ubåden som ændrede historiens gang“, udgivet af Sea War Museum Jutland i 2021.

Det er næppe muligt at overbetone hændelsens historiske betydning; ved sænkningen omkom nemlig 1.195 mennesker, hovedsagelig civile passagerer – heraf 128 fra det i 1915 stadig neutrale USA. Mere end hundrede af de omkomne var børn. Hændelsen var stærkt medvirkende til at trække USA ind i 1. verdenskrig på allieret side – og dermed til krigens endelige udfald.

Den tyske kunstner Karl Goertz lavede efter sænkningen denne minde-medaljon; ved en fejl daterede han sænkningen til 5. maj i stedet for 7. maj, hvilket af de allierede blev taget som bevis på, at det var et planlagt massemord på civile. I virkeligheden var det en banal fejl, der stammede fra unøjagtige rapporter i det tyske aviser.

Sænkningen blev omgående grebet af den allierede propaganda, og udnyttet til det yderste. Den blev med stor dygtighed vinklet som (endnu) et eksempel på brutale tyske krigsforbrydelser, på linje med den nådesløse beskydning af belgiske civilister i krigens første måneder og henrettelsen af den britiske sygeplejerske Edith Cavell i oktober 1915. Alle tre eksempler dukker stadig med jævne mellemrum op i historieskrivningen, ofte ukritisk viderebragt; i virkeligheden var beskydningen af civile i Belgien ikke helt så enkel endda, al den stund store dele af det belgiske hjemmeværn i 1914 ikke var uniformeret (og derfor bar civile klæder), og Edith Cavells henrettelse var – i modsætning til de allieredes henrettelse af Mata Hari – reelt helt i overensstemmelse med international ret på den tid. Dette har været kendt siden begivenhederne fandt sted.

Det samme gælder i virkeligheden omstændighederne omkring sænkningen af den civile damper, omend de i forbløffende grad forties i historieskrivningen. Selv i dag serveres historien ofte som et eksempel på kejsertysklands militære  brutalitet, hensynsløshed og ligegyldighed overfor konventioner og almindelig, god moral – men i Jakobsens bog gøres der fint og detaljeret rede for de faktiske omstændigheder:

  • At “Lusitania” i 1915 var officielt under kommando af det britiske admiralitet, og at den siden 1908 havde været

    Den forudgående tyske advarsel til rejsende, indrykket i Amerikas 50 førende aviser.

    offentligt registreret som britisk hjælpekrydser, udrustet med 8 stk. 15cm. kanoner (at den i 1915 endnu ikke rent faktisk var blevet forsynet med denne bevæbning er teknisk set uden betydning.)

  • At damperen i lasten officielt medførte 173 tons riffelammunition – og uofficielt dertil 51 tons artilleriammunition, 18 kasser granat-brandrør, 77 tons uspecificeret sprængstof (opført som “mejeriprodukter” – men afsendt af en amerikansk våbenfabrik, med et britisk artilleri-testcenter som modtager) (!), samt 123 baller med “pelsværk”… afsendt fra amerikanske byer der ikke havde skyggen af pelsproduktion, men til gengæld havde store våbenfabrikker.
  • At den tyske ambassade i New York inden sænkningen havde indrykket store annoncer i de 50 førende amerikanske aviser med advarsler mod at rejse med skibe som “Lusitania”.

Af U20´s logbog fremgår det, at der blev affyret en enkelt torpedo mod damperen, men at eksplosionen var forbløffende voldsom – og iøvrigt, til Ubådskommandant Schwiegers store overraskelse, reelt var flere på hinanden følgende, store eksplosioner.

U20, strandet og delvis sprængt på den jyske vestkyst i 1916.

Kort sagt: fortællingen om det nedrige angreb på et uskyldigt, ubevæbnet passagerskib har væsentligt flere store huller, end damperens skrog fik ved sænkningen. Knud Jakobsens grundige værk understreger, at der ikke er den allermindste tvivl om, at skibet reelt var en forklædt våbentransport fra en neutral magt til det krigsførende Storbritanien… hvilket var helt klart ulovligt. “Lusitania” var kontrabande, og et på alle måder lovligt mål. Og hvad angår kynismen, ofringen af de mange civile passagerer, så kan det næppe formuleres klarere, end Jakobsen gør i bogen: “spørgsmålet er derfor, hvem der var mest kynisk: Den side, som sænkede skibet, eller den side, der brugte passagerskibet til transport af krigsmateriel og uden beskyttelse sendte det gennem et farvand med fjendtlige ubåde?”

Man kan naturligvis ikke afgøre nogens intentioner med sikkerhed, hvis ikke der foreligger direkte vidnesbyrd om det. Men det er unægtelig påfaldende, så nyttig sænkningen var for den britiske krigsindsats; Winston Churchill, der i 1915 var britisk flådeminister, indrømmede senere åbent, at det var noget af det bedste, der kunne være sket for Storbritanien; de dræbte amerikanske børn var en enorm gevinst for den britiske krigsindsats.

U20´s tårn kan idag ses på Sea War Museum Jutland i Thyborøn.

Historien har ivrigt også en distinkt dansk vinkel: den 4. november 1916 gik U20 nemlig på grund på den jyske vestkyst, ved Vrist lidt syd for Thyborøn. Det viste sig umuligt at trække den fri, og i sidste ende valgte besætningen af sprænge ubåden. Det meste af den ligger der stadig, nu stort set dækket af sand, men gennem årene er der blevet bjærget store mængder materiale fra denne den formentlig vigtigste ubåd i nyere tids historie – af hvilket en god del (bl.a. ubådens tårn) i dag kan ses på Sea War Museum Jutland i Tyborøn!

***

Men hvorfor har denne affære haft så enorm betydning for netop mig? Jo, såmænd fordi det var dén, der sporede mig ind på en karriere som historiker! Da jeg i 1977 gik i 7. klasse på Margretheskolen udenfor Næstved slæbte vores historielærer os igennem et ugelangt forløb omkring Lusitanias sænkning; vi fik forelagt avisartikler, Ubådskaptajnens logbog og en mængde andre førstehåndskilder… og for første gang gik det op for mig, at historie er et spørgsmål om tolkninger og nuancer, at sandheden ikke altid er dét, der kan ses i de “officielle” versioner!

Sea War Museum Jutlands hjemmeside kan ses HER… og jeg anbefaler selvfølgelig Knud Jakobsens bog på det varmeste!

Del
7

6 Comments

  1. Anonym siger:
    17. januar 2022 kl. 3:11 pm

    Det er altid godt at få historien set fra den anden side. Men besøg See War og få historien fortalt af en af guiderne mvh. christen

  2. Lene Persson siger:
    10. januar 2022 kl. 7:34 pm

    Altid en fornøjelse at læse dine produkter

  3. Kåre Johannessen siger:
    10. januar 2022 kl. 7:24 pm

    Hej Jakob – det gør jeg formentlig også… men jeg skal lige besøge det først (hvilket jeg agter at gøre i sommerens løb) :-)

  4. Jakob Zeuner siger:
    10. januar 2022 kl. 6:39 pm

    Og du kan såmænd også roligt anbefale et besøg på Sea War Museum, som (ifølge eget udsagt) ikke som navnet antyder er et krigsmuseum, men snarere et anti-krigsmuseum. For det synspunkt taler, at det ikke er sejrherren, men det neutrale Danmark, der fortæller historien. Det er bl.a. også derfor efterkommere af både tyske og engelske søfolk mødes her hvert år på min fødselsdag – eller i hvert fald d. 1. juni. Ikke for at fejre en sejr, men for at mindes i fællesskab. Og mindeparken med de synkende skib i det smukke klitlandskab er hjertegribende.

  5. Anonym siger:
    10. januar 2022 kl. 12:09 pm

    Smågt

  6. Anonym siger:
    10. januar 2022 kl. 11:31 am

    Igen: tak for historien, bedste Kaare 😊

Skriv en kommentar Cancel reply

© Copyright 2023 Kåre Johannessen. Alle rettigheder forbeholdes. | Cookie- og privatlivspolitik |