Hævnen er Sød… eller sur… eller hvad…?!?

Hævnen er, hvis man skal tro folkeviddet, nærmest en slags flødeis. Den er som bekendt sød, og serveres bedst kold. Man kunne endda udbygge den (indrømmet, lidt anstrengte) analogi og tilføje, at den i længden ikke er særlig sund og sjældent bringer den tilfredsstillelse man håbede på. Hævnen er nemlig slet ikke den befriende forløsning, man umiddelbart skulle tro. I hvert fald ikke, hvis vi skal fæste lid til den nedarvede etik.

I grunden er hævnen jo noget af det mest udanske, man overhovedet kan forestille sig; med tusind års grundigt indpisket kristen etik i rygsækken (hvilket ingen etnisk dansker jo kan frasige sig, hvor lidt man end måtte regne sig selv for troende) er det idag hævnens antitese, der er idealet: tilgivelsen! Tanken om hævn kan måske nok være overfladisk tiltrækkende, når vi på en eller anden måde er blevet personligt krænket, hånet, udstillet, eller på anden vis trådt for nær – men vi ved jo godt allesammen, at det ikke går; hævn fører til modhævn, den nærer konflikten i stedet for at afslutte den. Der er ikke plads til den i det moderne samfund, for den er simpelthen ikke konstruktiv. Hævnen er rå, dyrisk og primitiv. Vi kan alle være fristet af hævntanker – men i dette som i så meget andet går tugtelsen over naturen: vi er kulturelt indprentet, at hævn er tabu; det er, med en god nydansk vending, no-go! Kulturelt kan man anskue hele den menneskelige udvikling som én lang bevægelse væk fra hævnen. Jo mindre vi ligger under for hævnen, des mere civiliserede regner vi os selv.

Edgar Allan Poes hypergotiske novelle The Cask of Amontillado er en af de mest ekstreme hævnfortællinger – her illustreret af Arthur Rackham)

Men er det nu strengt taget helt korrekt? Er hævnen virkelig så destruktiv en kraft? Og har vi virkelig vinket farvel til den, og løftet os selv op på et højere, mere humant plan?

Det er i virkeligheden slet ikke noget helt enkelt spørgsmål at besvare, for hvis vi lægger vores kollektivt påtvungne kristne refleks-etik på hylden og anskuer sagen nøgternt… så kan man faktisk opstille en sag, hvor hævnen ikke er nega- & primitiv, men decideret civiliserende! Historisk set kan man ganske udmærket se hævnen som den faktor, der har holdt sammen på den menneskelige civilisation, indtil den var tilstrækkeligt udviklet til at tage vare på sig selv. Uden hævnen, intet samfund!

Frem for at være en farlig og destruktiv kraft har hævnens funktion, historisk set, nemlig ikke været at blive udført… men at undgå at blive udført. Det var ikke hævnen i sig selv der var afgørende førhen, men truslen om hævn! I dag er vi vandt til at se hævnen som noget vilkårligt og uforudsigeligt, som enkeltpersoners spontane, instinktstyrede reaktion – altså en ukontrollabel, kaotisk kraft. En truende og undergravende kraft. Men det er i udpræget grad en moderne opfattelse af fænomenet. Oprindelig var hævnen i høj grad sat i system, og tvært imod at undergrave samfundsordenen var hævnen den bærende kraft, der holdt sammen på det hele.

I de gamle germanske samfund (f.eks. den ikke-romerske del af Europa i jernalderen, eller Island i landnamstiden) var samfundet som organisation og magtfaktor betragtet endnu i sin allertidligste vorden. Et samfund er ikke noget, der pludseligt materialiserer sig ud af det bare ingenting; det er en ubegribeligt langsom proces, der i stadig udvikling bevæger sig fra kaos mod orden, fra anarki mod stabilitet. Og i sin tidlige fase er samfundsstrukturen så svag, at den reelt ingen muligheder har for at handle selv, al den stund et egentligt samfundsapparat slet ikke er udviklet endnu. Og i denne fase er forestillingen om hævn i virkeligheden det eneste, der kan bevare blot et minimum af fredelig sameksistens og civilisation.

At mennesket som biologisk væsen hverken er særligt sympatisk eller specielt altruistisk turde de fleste vel kunne blive enige om. Det er vores kultur, der får os til at opføre os nogenlunde hæderligt. Hvis vores naturlige drifter virkelig blev sluppet løs og fritaget for enhver kulturbestemt hæmning ville de fleste af os ikke være ret længe om at synke ned i ukontrolleret barbari (læs f.eks. Wm. Goldings dybt forstemmende roman “Lord of the Flies”). Jeg regner ingenlunde mennesket for rendyrket ondt og gement; vi har som art betragtet potentiale til den største uselviskhed, grænseløs selvopofrelse og helt ustyrlig godhed – men i mindst lige så høj grad også for det modsatte.

Hævnens formål er – eller var, dengang i de dybe, mørke germanske granskove hvor ikke engang romerloven endnu havde spredt sit lys – at forebygge vold. At undgå, at vold opstod og eskalerede. Hævnen var dengang nemlig ikke blot en ret, men en decideret pligt. Der var et tungt socialt pres for hævn; var man blevet krænket forventede det omgivende samfund, at man hævnede krænkelsen. Og hensigten med dette på overfladen blodtørstige normsæt var selvfølgelig ikke at bidrage til at avle mere vold blandt mennesker, men det modsatte! Forventningen (eller rettere: forvisningen) om hævn var dét, der skulle afholde folk fra at begå overgreb på hinanden i første omgang. Hævnen var altså en social/kulturel mekanisme, der begrænsede den vilkårlige vold i samfundet – også selv om dens redskab var lige så voldeligt som de handlinger, den skulle forebygge.

Et kuriøst eksempel på, at hævnen som adfærdsregulerende greb for enkeltpersoners vedkommende i helt ekstrem grad hører en fjern fortid til; duellen mellem kritikeren Edvard Brandes og skuespilleren Robert Schyberg i Dyrehaven i februar 1900 (der var ansporet af syrlige anmeldelser og hårde ord, og således helt i de islandske sagaers ånd) blev mødt med velfortjent latter.
Begge d´herrer duellanter ramte iøvrigt ved siden af (!)

I grunden skal vi under alle omstændigheder være dybt taknemmelige for de gamle germaneres begejstring for hævnen. Uden den ville vi nemlig f.eks. ikke have alle de herlige gamle islandske sagaer, for hvis man piller hævnen ud af sagaerne er der ikke meget andet tilbage en endeløse opremsninger af mere-eller-mindre fiktive slægtsmedlemmer… og den slags holder hurtigt op med at være underholdende!

Hævnen er altså, hvis vi bevæger os tilstrækkeligt langt tilbage, en integreret og uundværlig del af samfundsstrukturen. Engang var den civilisationsbærende. Nuvel, godt så! Men i dag… i dag har vi da gudskelov bevæget os videre. I dag har vi for længst langt hævnen bag os og hævet os selv højt op over dette barbari. I dag har vi erstattet den blinde og primitive hævntørst med Jesu berømte ord om at være sagtmodige og tilgive vore fjender.

Vel har vi ej! På overfladen, javist. I det ydre tager vi afstand fra hævnen. Vi folder hænderne og vender blikket fromt mod himlen, mens vi bedyrer at vi skam ikke mærker det allermindste til svundne tiders frådende hævntørst. Men selvfølgelig gør vi det. Vi undertvinger det bare, i erkendelse af at tiden er løbet fra hævnen. Og i ganske mange tilfælde slipper vi i virkeligheden ikke særlig godt fra at undertvinge det; langt størstedelen af de drabssager vi ser i Danmark, er på en eller anden måde et udtryk for hævntørst. Det et meget, meget få drab i dag, der ligner en Poirot-roman; moderne drab begås ikke i biblioteket efter en snedigt udtænkt plan, og handler sjældent om at tilrane sig majorens arv eller slægtens sagnomspundne indiske kæmpe-safir; de sker, fordi vores naturlige hævntørst et kort øjeblik løber af med os og paralyserer vores civiliserede jeg. Vi har lagt afstand til hævnen – men hævntørsten slæber vi stadig rundt på.

Og dybest set figurerer hævnen jo stadig, både i vores bevidsthed og i retsvæsnet. Vi kalder den ganske vist ikke “hævn”. Vi kalder den “retsfølelse”. Men hvad er straf af hensyn til retsfølelsen egentlig, når det kommer til stykket, andet end en slags kollektiv hævn pr. stedfortræder? Den har et formål, javist; den afskrækker os andre fra at bryde loven. Men det var jo præcis dét, der oprindelig var hele hævnens formål. Den eneste forskel er, at engang blev hævnen udført af én, der faktisk var engageret i sagen – mens det i dag helt og holdent er lagt i hænderne på samfundet.

Jeg har ingen særlige forbehold overfor fænomenet “retsfølelse”…. men jeg bryder mig ikke om selve udtrykket. Det er en pjevset eufemisme, og et dybest set kujonagtigt forsøg på at lægge afstand til hævntanken og bilde os selv og omverdenen ind, at vi skam slet ikke er tilhængere af den primitive og dyriske hævn. Som samfund har vi både magt og ret til at hævne os – men lad os dog i det mindste have rygrad og ærlighed nok til at stå ved det.

***

Her er – til alm. underholdning og fornøjelse – én af de stærkeste og mest intense hævnfantasier overhovedet: Lotte Lenya fremfører i 1931 “Seeräuber Jenny” af Berthold Brecht & Kurt Weill: https://www.youtube.com/watch?v=Ec0clERjQ5A