Historieformidlerens Sommerferie

Bedårende læser!

Som annonceret i det foregående indlæg har jeg holdt sommerferie fra bloggen – virkeligheden skal jo også passes, i hvert fald af og til; og “sommerferie” betyder i år for mit vedkommende (som så mange andre år) selvfølgelig arbejde; mens en hedebølge af hidtil uhørte dimensioner hjemsøgte fædrelandet – en hedebølge, som jeg iøvrigt mistænker var blevet tilovers som den 11. af Ægyptens plager i det gl. Testamente – stod jeg troligt og styrt-svedte i fuld majoruniform i parken omkring Sønderborg Slot!

Inden nationen bryder ud i hændervridende medfølelse og sukkende sympatitilkendegivelser må jeg retfærdigvis slå fast, at der egentlig ikke har været grund til at have specielt ondt af mig. Ganske vist var det helt ubegribeligt varmt, og ganske vist er en preussisk major-uniform Anno Damals ikke den mest hensigtsmæssige påklædning til ækvatorial-tropiske temperaturer… men faktisk var det ikke  så slemt endda; dels var der den mest vidunderlige skygge under de mægtige træer i parken, dels drev en mild og vedholdende brise fra havet temperaturerne ned i synsvidde af det tålelige, og dels lå landsdelens ypperste ishus et stenkast borte, og sikrede vedvarende forsyninger af gennemført kunstig og på alle måder usund, men til gengæld vidunderligt kølende, slush-ice… og iøvrigt var det ved en snedig ombygning lykkedes at omskabe en gammel ammunitionskasse til køletaske, der sørgede for en stabil bestand af kolde dåse-cola´er (grænsen var trods alt ikke langt borte). Alt i alt tror jeg faktisk, at de talrige badegæster der defilerede forbi på vej til stranden var mere plaget af varmen, end vi var.

Årsagen til det lidt aparte ferievalg var… at det selvfølgelig slet ikke var ferie. I maj måned modtog jeg en henvendelse fra Sønderborg Slot, der spurgte om nogen fra Westfront 1916 mon kunne have lyst at tilbringe fem uger med aktiv formidling; vi står jo som bekendt midt i hundredeåret for afslutningen af 1. Verdenskrig, og dét, mente man på slottet, burde naturligvis markeres med én eller anden form for aktivitetstilbud – og deri kunne jeg selvfølgelig kun erklære mig enig!

Sagesløse børn blev nådesløst slæbt gennem grusom træning på pigtrådsbanen, og den benhårde Feldwebel skreg sig hæs i unævnelige eder. Alle havde det med andre ord herligt. (Foto: Britt Sørensen)

Westfront 1916 er en hobby-fritids-hygge-fornøjelses-gruppe. Skønt det ikke skorter på medlemmer var det dog alligevel ikke mange, der sådan uden videre & med ret kort varsel kunne afse halvanden måned midt i sommerferien. Faktisk var det kun undertegnede selv (hvis tilværelse jo i sagens natur om noget er fleksibel) og den på alle måder fortræffelige Feldwebel Løvendahl, der kunne få det til at passe med kalenderen. Det blev altså til en sommer i et talmæssigt meget småt, men til gengæld ualmindeligt fornøjeligt, selskab.

Kan man tænke sig noget mere bedårende end små piger med pikkelhue og riffel? (Foto: Franz Jung)

At formidle den tyske vinkel på 1. Verdenskrig i Sønderjylland kan umiddelbart virke som en lidt risikabel affære; egnens historie er jo på utroligt mange punkter præget af den tyske dominans 1864-1920, og der er ikke mange lokale familier, der ikke har én eller anden personlig aktie i begivenhederne dengang. Man kunne frygte, at pikkelhuen ikke ville være den mest salonfähige hovedbeklædning på de kanter. Men faktisk blev vi helt utroligt godt modtaget; med nogle ganske, ganske få undtagelser var folk helt på det rene med, at der var tale om historisk formidling – og langt størstedelen af de meget få, der havde problemer med uniformerne og vores (indrømmet, temmelig demonstrative) kejserbanner, var pudsigt nok næsten allesammen tyske turister! Tvært imod blev vi mødt med en utrolig venlighed af lokalbefolkningen, der i stort tal delte personlige familiehistorier med os; den ypperste var, da en venlig, ældre dame stod og betragtede én af vores klassiske, tyske (attrap!)stav-håndgranater;

Efter fyraften lykkedes det sør´me osse (uden nævneværdige problemer, tilmed) at indtage Liége – en sag, der ellers voldte en del kvaler i 1914… Jovist, vi havde det hyggeligt på Als!

“Hvad er i grunden dét for noget?“, spurte damen interesseret. Vi svarede, at det jo var en håndgranat. Damen stod dernæst og betragtede bemeldte genstand en tid, hvorefter hun sagde: “Sådan én havde min farmor i køkkenet. Hun brugte den til at lave kartoffelmos med.”  Det giver sig selv, at en så vidunderlig beretning omgående blev skrevet ind i vores formidlingsarbejde!

I det hele taget mødte vi kun venlighed og positiv imødekommenhed. Indkvarteringen foregik i telte; vi havde lånt os til et hjørne af en ualmindeligt hyggelig kolonihave i Nordborg, hvor verdens formentlig venligste mennesker ikke blot lagde græsplæne, bad og toiletfaciliteter til, men på det nærmeste adopterede os to vildtfremmede, halv-suspekte og svært-bevæbnede mænd; vi blev adskillige gange inviteret på middag, og blev sågar ved flere lejligheder taget med på sightseeing (stor, stor tak, Britt & Poul; det var helt utroligt hyggeligt!)

Undervejs nåede vi såmænd også lige et hurtigt besøg hos vores venner på Zeppelinbasen i Tønder. Søndag 22. juli markerede man nemlig hundredeårsdagen for det britiske bombetogt mod basen i 1918 – hvor Westfront 1916 havde den tvivlsomme – men yderst fornøjelige – ære at forsvare basen. Og naturligvis blev bombet i småstykker, historiske fakta må man nemlig ikke pille ved! Det var… sjovt. Helt utroligt sjovt (præcis HVOR sjovt det var kan man få et indtryk af HER, hvis man gik glip af det foregående blogindlæg.)

Bum!… sagde det på Zeppelinbasen, med Westfront 1916 i forreste linie… ;-D

Selvfølgelig kan man stille spørgsmålstegn ved, hvor meget faglig substans der er i at stå ved et bord og vise ting frem. Selvfølgelig kommer man ikke i nærheden af at gå i dybden med noget som helst. Men det stod nu altså lysende klart, at mangt og meget af hvad vi kunne berette, var nyt for en stor del af gæsterne – og iøvrigt kom voldsomt bag på dem. Formålet med en aktivitet som denne er jo ikke at sætte en doktorhat på hovedet af samtlige gæster. Formålet er at vække undren og nysgerrighed, og at sende gæsterne “videre op i fødekæden” (hvilket var dejligt nemt; både Sønderborg Slot og Dybbøl Banke-centret ligger i spadsere-afstand). Og kan man tage interessen som udtryk for engagement, så var der nu ikke så meget at tage fejl af: både gæsterne og pressen var uhyre gunstigt stemt; i løbet af vores ophold fik vi rosende omtale i både Jyske Vestkysten, Der Nordschleswiger, og den lokale UgeAvis. Når dertil lægges, at vi dybest set brugte fem uger på at jage vidtskræmte børn gennem fæle pigtrådsspærringer mens vi lærte dem alle de stygge bandeord, deres forældre havde brugt årevis på at udrydde, mens de voksne gæster villigt engagerede sig i samtaler om krig dengang og nu, om vores forståelse af historien, og selvfølgelig om egnens nationale problemstillinger gennem tiden… jah, så var det altså alt i alt bestemt ikke den værste måde at tilbringe fem solbagte, skoldhede uger på!

***