Paniske Jyder – Slavekrigen 1848

Jyden, som De formentlig ved, er stærk og sej, stout og ikke sådan at slå omkuld. Men en sjælden gang falder han dog alligevel ud af rollen, hviner hysterisk, og flegner panisk rundt som en københavner i regnvejr. Det skete eksempelvis i starten af året 1848, hvor holstenske rebeller søgte at løsrive sig fra Danmark – en opstand, der i almindelighed omtales som Første Slesvigske Krig, eller Treårskrigen 1848-50… og som i øvrigt (formentlig – de formelle, tekniske detaljer er der ikke 100% enighed om) er Danmarks indtil videre sidste borgerkrig.

Treårskrigen 1848-50 var en blodig affære – men ikke hele tiden!

At de holstenske oprørere raslede med sablerne var man udmærket klar over i hele landet, men hvad der helt præcis skete var knap så nemt at få overblik over; dels var kommunikationsvejene på kryds og tværs af landet selvfølgelig slet ikke hvad de er idag, og dels var situationen i sig selv temmelig kaotisk. Men i kølvandet på de indledende kamphandlinger løb et rygte med ilfart op gennem Jylland; I Rendsborg, fortaltes det, havde oprørerne stormet fængslet, sluppet mere end 600 tugthusfanger fri og forsynet dem med våben, og nu havde denne talstærke hob af blodtørstige ransmænd, garvede lystmordere, psykopater og utilregnelige bøller dannet en røverhær, der drog op gennem hovedlandet som én af Ægyptens bibelske plager. De slagtede, slog ned for fode, voldtog, brændte, hærgede og myrdede i bedste vikingestil, og intet syntes at kunne stoppe denne forfærdelige prøvelse. Panikken bredte sig som en steppebrand i Jylland.

Men helt forsagte og handlingslammede var de gode jyder dog ikke. Rundt om i landet organiserede man i huj og hast lokale forsvarsgrupper, og overalt lagde landsbysmede hestesko og dørbeslag til side, for i stedet at rette bøndernes leer og høtyve ud, så de kunne bruges som våben. Gamle, krumbøjede og gigtplagede veteraner fra Englandskrigene blev slæbt frem af glemslen, og trænede efter bedste evne de stoute bondekarle i nærkampens svære kunst. Hist og her blev gamle, rustne musketter slæbt frem fra pulterkamre, fik den værste rust børstet af, og blev gjort nogenlunde kampklare. Vagtsomme blikke spejdede ud mod horisonten, og med tilbageholdt åndedrag ventede man hvert øjeblik at se en hujende og larmende hær af undslupne tugthusfanger dukke op over den nærmeste bakketop som Attilas hærgende hunnere.

Bavnerne blussede, fjenden var på vej – det var sikkert og vist!

Efterhånden fik man lidt mere styr på informationsstrømmen. Røgsøjler i horisonten var synlige tegn på den fremrykkende fjendehær, og der indløb beretninger om hårde kampe i nabobyerne. Da så bavnebålene – det oldgamle varslingssystem, hvor kæder af bål på bakketoppe lynhurtigt kunne sende varsel over store afstande – tilmed begyndte at flamme forsvandt den sidste tvivl og usikkerhed; fjenden var helt sikkert på vej, og det var den farligste, mest nådesløse og grusomme fjende som tænkes kunne. Man beredte sig på at kæmpe tappert, fast besluttet på at forsvare sig selv, sin ejendom og sine kære til sidste blodsdråbe – men håbet om at kunne modstå eller besejre en så djævelsk modstander var ringe; en morlil i Himmerland, fortælles det, fulgte i hælene på sin dreng da han drog afsted til kampene; hun skubbede en trillebør foran sig, for hun ville jo sikkert aldrig se ham i live igen; hun ville dog være helt sikker på, at hun i det mindste kunne få hans afsjælede legeme med hjem bagefter!

Andre tog det lidt mere stoisk. Det var nemlig almindelig kendt, at hvis man nedskrev en bestemt magisk formular på papir, og bar denne på sig under kampene, da ville man være usårlig for røverhærens kugler; kun kugler af det pureste sølv ville så kunne skade én – og sådan nogen mente man jo dog ikke, at røverhæren kunne have ret mange af! Et andet vidnesbyrd beretter, at en husmandsenke bad den lokale skolelærer om at tage en god, tyk pandekage med til hendes søn, thi dén mente hun at han kunne have stor gavn af. Læreren slæbte troligt rundt på pandekagen i mange timer, men da han ikke kunne finde den unge mand spiste han den selv. Da han senere traf pandekagens retmæssige modtager tilbød læreren som erstatning at købe ham en ny kage – men drengen var utrøstelig. Moderen havde nemlig, fortalte han, bagt 25 store hovedlus ind i pandekagen, fordi den stedlige kloge kone havde fortalt hende, at det var et stærkt tryllemiddel der ville sikre sønnens liv i kampene. En almindelig kage var derfor til ingen nytte. Skolelæreren blev angiveligt ramt af kraftige opkastninger!

Rendsborgs undvegne forbryderhær var en frygtindgydende fjende!

Det er selvfølgelig svært at danne sig et fuldt overblik over begivenheder, der er så spontane som disse. Men man anslår, at op imod 16.000 mand kom under våben alene i Nørrejylland i de dage, hvor slavehæren truede. Det er selvfølgelig meget tvivlsomt, hvor effektiv denne slagstyrke i virkeligheden har været; det var ikke garvede soldater, men resolutte bønder og karle, der fandt sammen i lokale, spontane militser; våben var der stort set ingen af, det var alt sammen ombyggede landbrugsredskaber og hvad man nu lige havde ved hånden, og træningen var stort set ikke-eksisterende. En alderstegen forhenværende korporal påtog sig for eksempel at træne de stedlige karle i god, ordentlig militær eksersits… dog uden den helt store succes; de bredskuldrede mænd havde lidt svært ved at kende forskel på venstre og højre, og hver gang endte forsøgene på at indføre militær anstand i ynkelig kaos og forvirring. Opbragt råbte den ihærdige korporal: “Klodrianer! I skal gøre som jeg gør!“… hvorefter han arrigt trådte et skridt tilbage, og dejsede omkuld i et hul fuldt af vand!

Efterhånden løb der efterretninger ind, der fortalte at Kolding var blevet nedbrændt, men at man intet havde se til røverhæren i Viborg. Det var svært at få hold på fjenden – hvor VAR denne mordlystne slavehær egentlig? Med tiden gik det op for folk… at der slet ikke var nogen fjende, at efterretningerne om Rendsborgs slavehær var rene og skære rygter, og at det hele var én stor ikke-begivenhed! Bavnebålene var blevet antændt, fordi nogen mente at have hørt geværskud og kampgny i det fjerne, og i lutter febrilsk panik havde troet at nu gik det løs – og derfor havde antændt deres bavnebål. Derfra var budskabet så spredt ud over hele det nordlige Jylland!

I sidste ende kunne man altså opløse de kampberedte lokale militser, og alle kunne vende hjem uden at have løsnet så meget som et eneste skud mod nogen fjende. Lettelsen bredte sig naturligvis, og enkelte steder slog den over i lodret løssluppenhed; ved Sallingsund, fortælles det, havde en forskræmt degn gemt sig i en bageovn, hvor han ængsteligt havde tilbragt hele dagen i frygt for de fremrykkende horder. Da man nu opdagede at der var fred og ingen fare, stillede en bondemand der kunne lidt tyske brokker sig hen foran ovnen og råbte noget kaudervælsk-tysk ind i den med brøsig stemme. Ud kom så degnen, bævende af angst og med hænderne højt over hovedet, mens han jamrede Pardon, kære Hr. Slave, gør mig intet ondt!

Man har siden gjort sig meget lystig over hele affæren. Og skønt den da ganske rigtig er lidt morsom, så er det i grunden ikke helt rimeligt; informationsstrømmen i 1848 var nærmest ikke-eksisterende, og man havde slet ikke de muligheder for at efterprøve rygter og forlydender, som vi har i dag. Og selv om der ingen fare var, så vidnede reaktionen dog om både mod og vilje (omend, trods alt, i mindre grad talent og evner) til at forsvare sig og sine.

Og i øvrigt var det vel den bedste af alle krige, vi nogensinde har udkæmpet i Danmark; der var ingen faldne på nogen af siderne… og alle nåede hjem i tide til aftensmaden!

***