Manden bag Verdens Bedste Ridder…

I morgen, den 23. april, er en mærkedag. Det har en del mennesker formentlig også bemærket. I morgen er det nemlig 400års-dagen for William Shakespeares død i 1616. Nu er jeg nok fra naturens side lidt prædisponeret for idoldyrkelse, og der er få idoler der i så høj grad er værd at dyrke som Shakespeare. Jeg har altid betragtet folk, der ikke kender deres Shakespeare, med en dyb, dyb medfølelse – for hvor går de dog glip af meget! Han er banebryder indenfor så utroligt mange felter, og jeg har seriøst svært ved forestille mig nogen, der har bidraget med mere til menneskeheden end han. Det er altså helt & fuldt på sin plads at han mindes og fejres.

Miguel de Cervantes Saavedra (1547-1616), manden bag den bedrøvelige riddersmand Don Quixote.

Men ved et utroligt dårligt stykke kalenderplanlægning fra skæbnens side betyder det imidlertid, at en anden og næsten lige så fortjenstfuld skikkelse svæver i akut fare for at blive overset. Idag er det nemlig 400 år siden, den spanske forfatter, soldat, galejslave, embedsmand m.m. Miguel de Cervantes Saavedra stillede de højkravede ridestøvler (i mangel af træsko). Faktisk hersker der ikke helt enighed om, præcis hvornår han egentlig døde, for der anføres både den 22. og den 23. april 1616 – men da nu Shakespeare har sat sig så solidt på den 23/4 (hvilket pudsigt nok også var hans fødselsdag) er det vel rimeligt nok at vi tildeler Cervantes dagen før. Hvad den ene gjorde for scenekunsten, dét gjorde den anden for romankunsten. Det var under alle omstændigheder et par brutale dage for verdenslitteraturen i 1616. To mastodonter, to af Europas (og verdens!) til dato mest betydnings- & talentfulde digtere, dør indenfor 24 timer. Av!

I modsætning til Shakespeare, som de fleste dog trods alt har hørt om, er Cervantes i dag om ikke ligefrem glemt, så dog henvist til en støvet hylde for bedagede koryfæer. Ligesom Shakespeare står Cervantes bag en lang række velkendte talemåder og sindsbilleder, som vi gladeligt slynger om os uden at have den ringeste idé om, hvem vi skylder dem – at kæmpe mod vindmøller er blot den mest kendte af mange – men trods nyoversættelser & genudgivelser har han i dag ikke nogen voldsomt stor læserskare herhjemme. Og dét er saftsusemig synd! I min lille åndsfattige, afgrænsede og gudløse verden er William Shakespeare det nærmeste vi kommer en gud. Men næst efter ham er der…. Cervantes!

Palladium´s programforside til Lau Lauritzens 1926-filmudgave, med Fyrtaarnet & Bivognen i de altdominerende hovedroller.

Hans fortællinger om den bedrøvelige ridder Don Quixote udkom i to bind, det første i 1605, det andet ti år senere, i 1615. Egentlig havde forfatteren ikke planlagt en opfølger, men den første bog fik så enorm succes, at der snart udkom en fortsættelse… som imidlertid var forfattet anonymt, ganske uden om Cervantes, og altså hverken levede op til originalens vid og sproglige elegance, eller indbragte ham så meget som en bukket 5-øre. Det var som reaktion på dette “apokryfe” bind 2, at Cervantes i 1615 udgav sin egen fortsættelse. Fortalen til denne er iøvrigt et mesterstykke i underspillet foragt, tjære-tyk sarkasme og elegante fornærmelser mod den kujonagtigt navnløse tyve-forfatter. Han afrunder endda fortalen med at afsløre, at dette bind sluttes af med den gode ridders død og begravelse “for at ingen skal driste sig til atter af aflægge falsk Vidnesbyrd om ham, da det kan være mere end nok med det, som allerede er aflagt” (!)

Den bedrøvelige ridder og hans trofaste, skønt noget enfoldige, væbner Sancho Panza er blevet dét, man med et moderne udtryk kalder stock characters – skikkelser så umiddelbart genkendelige, at ingen er i tvivl om hvem de er; den høje, magre og senede ridder på sin afpillede, sæbefabrik-modne ganger Rosinante (var han i virkeligheden historiens første re-enactor?), og den lystige tyksak af en væbner på sit elskede æsel er så velkendte, at vi selv i silhouet genkender dem øjeblikkelig… selv hvis vi ikke har læst romanerne. De er blevet så fundamentalt et par indenfor komikken, at de stadig lever; komikerduoen Abbott og Costello var modelleret efter samme form, ligesom Laurel & Hardy vel også var det – og det samme var i sjældent åbenlys grad vore egne første virkelige filmkomiske danske verdensstjerner, Harald Madsen og Carl Schenstrøm, “Fyrtaarnet og Bivognen”, eller slet og ret Fy & Bi. Det er ingenlunde tilfældigt, at én af deres fælles storværker netop var en filmatisering af… Don Quixote!

Don Quixote i stum beundring over sit nyvundne trofæ – den berømte Mambrinos gyldne hjælm (i virkeligheden et barberfad, stjålet fra en omvandrende frisør). Still fra Fy & Bi-filmen fra 1926.

Det er vel heller ikke tilfældigt, at en perlerække af verdenkunstnere har taget ridder & væbner under kærlig behandling, fra Gustave Doré over Pablo Picasso til vor hjemlige Vilhelm Marstrand (bl.a. tegningen ovenfor, som er én af mine mest skattede ejendele). Historierne om den tossede ridder og hans tåbelige meriter er mere end blot underholdende (og de er underholdende! Meget, endda!) De er også et psykologisk indblik i en sær personlighedsforstyrrelse, de er en social skildring af Spanien i det 17. århundrede, de er en advarsel mod fantasteri og ørkesløse drømme – men de er samtidig det modsatte. De er også en hyldest til idealisten Quixote, der så vedholdende nægter at opgive sine idealer. Det er en hyldest til drømmeren, der vover at drømme stort, og som ikke lader sig afgrænse af sine omgivelsers snævre og snærende rammer; ikke uden grund har storhittet fra 1965-musical-versionen af historien titlen “To Dream the Impossible Dream”. Det er muligt at Quixote´s vilde kæmper i virkeligheden bare er vindmøller, og den mægtige fjendehær blot er en flok brægende får – men det ændrer ikke ved ridderens grænseløse mod og virketrang og higen mod store bedrifter. Æren er lige god for det. Og en ikke helt ringe fortjeneste er da også, at han leverer strømme af inspiration til andre intellektuelle fyrtårne – Nusers vildtvoksende indre liv, med hans afgrundsdybe foragt for omgivelsernes mening, er f.eks. en åbenlys hilsen til den gamle Don!

Quixote er en latterlig tåbe, en fumlende, verdensfjern drømmer uden forbindelse til den virkelige verden og dens grumme, benhårde realiteter. Men han er også, på samme tid, idealisten og foregangsmanden, den visionære, individualisten, vejviseren. Ham, der bryder nye veje og ikke lader sig standse af sit foretagendes tilsyneladende udsigts- og håbløse mangel på realisérbarhed. Ham, der har sine meningers mod og sine drømmes styrke. Og vist kan vi da le ad den tossede ridder – det er trods alt ét af hans hovedmål – men vi er også dybt, dybt afhængige af ham – for uden Don Quixote ville vi og verden være prisgivet djøf´ernes juristeri og lommeregner-moral, revisorånder, regneark og regelryttere. Uden ham var vi uhjælpeligt i kløerne på vanetænkning, kedsommelige rutiner, ørkesløs procedure-repetition og mandagsgrå pragmatik. Don Quixote sørger for at holde vores nødvendige forsyninger af visioner og galskab og drømme ved lige, og holder liv i visionen om at verden trods alt kan gøres til et bedre sted!

For vi ved det jo godt allesammen: “selv i en verden af nylon er der brug for en ridder i panser og plade”…

***

Også verdens vidunderligste and har arvet en hel del karaktertræk fra Don Quixote – en arv, han (eller i hvert fald hans tegner) i allerhøjeste grad er bevidst om.