Misforstået mytologi & Redigerede Vikinger

Som borger i Danmark skal man være aktivt uinteresseret for ikke at kende til de gamle vikingeguder. Vi er blevet præsenteret for dem i skuespil, digte, sange, tegneserier, julekalendere, romaner, malerier, statuer – og givetvis i en mængde andre medier. Odin, Thor og de andre charmerende voldspsykopatiske, hammersvingende kraftkarle er folkeeje, og en central del af vores historiske og kulturelle identitet. De storladne og fantastiske fortællinger er velkendte af stort set enhver, og hvem her til lands kan ikke gennemskue at en høj, enøjet gammel mand med en stor hat naturligvis er Valfader Odin? Ethvert barn i Danmark kender til de gamle nordiske guder. Eller gør de?

Illustration fra islandsk 1600-tals håndskrift, der viser Odin på sin ottebenede hest Sleipner.

Man turde faktisk vove den tanke, at vi måske i virkeligheden kender betydelig mindre til vore fjerne forfædres hedenske forestillingsverden, end vi går rundt og tror. Fortællingerne er så forræderisk velkendte at de gerne tages helt for pålydende, men faktisk tyder meget på, at vi på nogle punkter har fået det nordiske hedenskab helt galt i halsen.

Først og fremmest er der selve begrebet “Nordiske Guder” – en betegnelse, der på et helt overordnet plan er vildledende. Den flok mjøddrikkende slagsbrødre vi kender og elsker som Vanerne og Aserne er nemlig i deres oprindelse slet ikke nordiske, men pan-germanske. Når vi har vænnet os til – med sædvanlig kulturel selvovervurdering – at betragte dem som specifikt nordiske skyldes det nemlig ikke at de har særlige rødder i Skandinavien, men blot at man holdt fast i dem heroppe i længere tid, end man gjorde sydpå – og at de derfor da kristendommen introducerede en egentlig skriftkultur i Europa (og dermed gjorde en nedskrivning af myterne mulig) forlængst var blevet isoleret og forvist til det kolde, fjerne Nord.

Men langt mere dybtgående er, at vi formentlig fejltolker de gammelkendte myter helt fundamentalt, simpelthen fordi vi ikke forstår dem – al den stund de sandsynligvis har været misforstået, fordrejet og tilpasset allerede i den form, vi overhovedet har dem overleveret i! Sagen er jo nemlig, at skønt vi naturligvis har den hedenske tro dokumenteret i samtidige kilder (der dog er væsentlig færre og betydelig mere kryptiske end de fleste er klar over) så er de enkelte myters detaljerede handlingsforløb i alt væsentligt kun videregivet til os via kristne skribenter. Vi er gennem generationer blevet vænnet til at se den kristne og den hedenske tro som modsætninger der gennem århundreder kæmpede om magten, indtil kristendommen omsider besejrede hedenskabet og fortrængte det. Men en langt mere sandsynlig tolkning er naturligvis, at de gennem lang, lang tid inspirerede, påvirkede og smittede af på hinanden, eller på godt dansk:  stjal fra hinanden med arme og ben. Allerede lang tid inden myterne overhovedet blev nedfældet var de altså blevet godt og grundigt fedtet ind i hinanden.

Den hedenske gudeverden har gennem århundreder fascineret os, og hver tid har sit eget bud på de gamle slagsbrødre. Romantikken yndede f.eks. at lade Odin optræde splitternøgen – bortset fra en komplet umotiveret kappe ;-)

Når dertil kommer, at da de omsider blev nedskrevet var det hovedsageligt på initiativ af middelalderens islandske lærde, der i langt højere grad var motiveret af antropologisk end teologisk interesse. Snorri Sturlasson skriver et sted, at han nedskriver de gamle fortællinger fordi de er en forudsætning for at forstå den gamle norrøne skjaldekunst – som er det egentlige mål for hans “folkemindeindsamling”. Det er ikke vanskeligt at se en betydelig national kulturel stolthed over de gamle fortællinger, men i grunden er det altså i mindst lige så høj grad en stolthed over digtekunsten.

At Snorri var en god kristen kan der ikke herske nogen tvivl om. På hans tid var hedenskabet muligvis ikke helt udryddet, men det var forlængst henvist til en fjern, skjult afkrog af den norrøne bevidsthed. Man holdt givetvis meget af de herlige historier – men de har temmelig sikkert ikke rokket ved folks kristne grundopfattelse. Det er altså kristne skribenter, der har overdraget os beretningerne.

Mennesket er således indrettet, at vores fortællinger helst skal give mening. Der skal være et vist minimum af struktur, vi skal grundliggende kunne “forstå” dem. Og når de brave skribenter har siddet og bakset med at sætte oldemors æventyr omkring køkkenilden på skrift, har de naturligvis også skullet finde en eller anden form for basal struktur i dem, der har givet mening for dem selv og deres læsere. Og hér står vi med et virkelig centralt element i vurderingen af myterne: hvor meget har de kristne skribenter lavet om, tilpasset, digtet til og fortolket, når de har nedskrevet? Den gamle romantiske tanke om, at de trofast og slavisk har gengivet de gamle beretninger ordret er nemlig ganske overordentlig svær at underbygge. Tvært imod er det ikke nogen udfordring at finde kristne kulturspor.

Et særlig velegnet eksempel er dette: siden gudemyterne blev nedskrevet, hovedsageligt i det 12. og 13. århundrede, har vi traditionelt tolket dem som en kamp mellem godt og ondt. Asgårds gudeslægter repræsenterer det gode, mens Udgårds vilde og blodtørstige, primitive jætter er eksponenter for det onde. Eller måske er det ikke helt så firkantet. Måske skal vi snarere se Aser/Vaner som forkæmpere for orden, mens jætterne repræsenterer kaos. I hvert fald er der en tydelig modsætning mellem gudeslægterne og jætterne. Tager man udgangspunkt i den mest udbredte kilde til den brede befolknings kendskab til historierne, Peter Madsens fornøjelige tegneserie Valhalla, er jætterne karakteristisk nok gengivet som væsner, der minder om folketroens trolde i en langt senere tid. Med enkelte undtagelser er jætterne som regel dumme, grove, grimme og primitive.

Men i grunden behøver man ikke nærlæse myterne særlig grundigt for at se, at dén udlægning overhovedet ikke holder. For det første agerer jætterne ganske vist ind imellem som kaoskræfter – det er bl.a. jætterne, der er gudernes modstandere i Ragnarok – men det er langtfra altid tilfældet. I talrige fortællinger optræder jætter som gudernes hjælpere og allierede, og i enkelte tilfælde endog som kærester (okay, lad os være ærlige: sexpartnere) eller sågar som ægtefæller. Omvendt ville det kræve en ualmindelig skarp advokat at tegne et billede af guderne som “gode”; Odin er fuldkomment uforudsigelig, grænsende til det psykotiske, og Thors løsning på alle problemer er at smadre et eller andet med en hammer. De nordiske guder er hævngerrige, grådige, egoistiske, forræderiske og fuldkomment uforudsigelige. Vist kan de være gavmilde og storsindede, men det er på ingen måde noget man kan tage for givet. Guderne er først og fremmest uberegnelige. Og det kan for så vidt være ganske sympatisk – for det afspejler i sjælden grad menneskets egen natur. Men gode – dét er de altså ikke! Tolkningen med de gode guder og de onde jætter er simpelthen noget usammenhængende vås.

Årsagen til at vi alligevel klamrer os til netop dén udlægning er den ganske enkle… at vi er programmeret til det! Med mere end tusind års kristen kultur i bagagen er det så urokkeligt indpodet i os, at det er sådan verden skal forstås; det er jo netop kerneforholdet i den kristne tro (hvad enten man tilhører den katolske, ortodokse, lutheranske eller calvinistiske subkultur, eller for den sags skyld en af de talløse frikirker). Den ene ting alle kristne kan enes om, et at Gud er god, og Satan er ond – altså en i bund og grund kristen – eller i hvert fald udpræget monoteistisk – skelnen, som vi altså uden videre overfører til alle andre aspekter af tilværelsen, fordi det er en så fundamental grundpræmis i vores verdensforståelse at vi opfatter den som naturgiven. Også, hvis man ikke personligt bekender sig til kristendommen; tusind års massiv kulturel indoktrinering lader sig ikke sådan lige eliminere. Og heraf følger naturligvis, at guderne er gode fordi de nødvendigvis skal være det! Nogen må jo nødvendigvis være “de gode”.

Men er der i virkeligheden strengt taget belæg for, at de gamle norrøne hedninge tænkte på samme måde? Er der dokumentation for at de delte verden op i “godt” og “ondt”, som vi gør? Nej, det er der faktisk ikke. Tvært imod, tør jeg næsten sige.

Da jeg for årtier siden skulle skrive speciale på historiestudiet på dét, der dengang hed Odense Universitet, valgte jeg at skrive om den hedenske islandske holmgang. Det viste sig at være en voldsomt interessant proces, der i sidste ende førte mig steder hen, jeg fra starten overhovedet ikke havde forudset. Langt den mest overraskende konklusion jeg nåede, var at den hedenske holmgang slet ikke havde samme funktion som duellen i middelalderen. Det var ikke, som jeg havde forventet, en gudsdom, der appellerede til højere magter om at finde en retfærdig afgørelse på en strid. Det var det modsatte. Holmgangen handler overhovedet ikke om retfærdighed, men om at begrænse en potentielt meget farlig konflikt, der – som enhver islandsk saga illustrerer – meget nemt kunne udarte sig og i sidste ende affolke en hel bygd, fordi drab fulgte på drab i én uendelighed. Holmgangen er et ungt og overordentligt skrøbeligt statsapparats forsøg på at inddæmme volden, så den ikke spreder sig ud i samfundet. “Godt” og “ondt” er sagen inderligt uvedkommende, og ingen interesserer sig synderligt for hvem af de stridende der “har ret”. Men kan man så overføre denne opfattelse til samfundet som helhed? Ja, det kan man faktisk godt – i hvert fald forsøgsvis, som teori.

I grunden passer det faktisk forbløffende godt med de gamle myter. De giver som sagt ikke ret meget mening, når de læses med vores moderne, kristen-påvirkede optik. Men hvis man helt opgiver forestillingen om godt og ondt, og i stedet sætter f.eks. handling og passivitet… så er de gamle gudefortællinger lige pludselig ikke så ubegribelige endda. Eller, med andre ord: i den version, vi moderne mennesker har fået overdraget gudemyterne, er de langt mere præget af kristendom end af et eller andet oprindeligt hedenskab.

Det behøver naturligvis ingenlunde ødelægge fornøjelsen ved at læse dem. Glæden ved de herlige, øksesvingende fortællinger forsvinder jo ikke, blot fordi de ikke er et direkte vindue ind til vore hedenske forfædres psyke for mere end tusind år siden, som vi ellers gik og troede. Det er stadig en pragtfuld fortælleskat, og et helt centralt element i vores kulturelle identitet.

Men uforfalsket og -tyndet vikingetro… dét er det altså ikke ;-)

***

Specialeafhandlingens hovedtanker, herunder de teologiske implikationer, er udgivet i redigeret form i artiklen “Instant Justice? A note on the holmgangslaw of Kormaks Saga”, i Zeitschrift für Historisches Waffen-und Kleiderkunde, 2007