Om Mode og Meninger

Tøj er ikke bare tøj. Sideløbende med den rent praktiske funktion – at holde os varme – er vores påklædning selvfølgelig også et statement, et signal til omverdenen. Tøj viser hvem vi er (eller, i en del tilfælde, hvem vi ville ønske vi var), og er det første indtryk vi viser vores omgivelser… i hvert fald når vi mødes ude i den virkelige verden, hvor vi ikke kan gemme os bag nettets avatars og den slags fiktive alter ego´er.

Iblandt støder jeg på mennesker, der – måske forståeligt nok – antager at jeg må være voldsomt interesseret i mode. Det er jeg i virkeligheden ikke, faktisk er jeg nærmest aktivt uinteresseret. Det interesserer mig nemlig ikke en døjt, hvad én eller anden anorektisk starut i Paris eller Milano tilfældigvis synes, jeg bør gå i lige for tiden. Men påklædning interesserer mig til gengæld en hel del.

Tøj bør – og her må enhver naturligvis mene præcis hvad man vil, jeg har i så henseende kun holdninger på egne vegne – afspejle personlighed. Og hvis man i et eller andet glittet, kostbart magasin læser sig til, hvad den internationale modebranche lige p.t. dikterer, så er det jo ikke udtryk for personlighed (i hvert fald ikke for éns egen). Uden at blive alt for selvhøjtidelig, så har jeg svært ved at se, at modetøj afspejler noget som helst andet end, at man har for mange penge…. og for lidt personlig stil.

Men i så henseende kan jeg mildt sagt ikke prale af at være hverken nyskabende eller banebrydende. Påklædning har nemlig alle dage været tæt forbundet med signaler, f.eks. omkring bærerens individuelle status og sociale tilhørsforhold. I middelalderen vedtog man ligefrem love, der fastlagde hvilket tøj hvem kunne gå i; visse farver var forbeholdt adelen, og den tilladte længde på en hættes strud var bestemt af bærerens sociale stand. Tøj er et udtryk for mange forskellige ting – og har alle dage været det. Og én af signal- eller symbolværdierne er selvfølgelig… den politiske!

Man kan naturligvis være garderobe-politisk af flere årsager. Man kan sagtens bære ideologisk signaltunge klæder simpelthen for at passe ind, f.eks. fabriksfremstillede hippieklude i 70´erne eller yuppie-habitter i 80´erne (og i så fald er tøjvalget selvfølgelig dybest set bare udtryk for en trang til at “passe ind” og ikke skille sig for meget ud fra éns fæller), eller man kan vælge tøj for at udtrykke en reel, klar politisk holdning. Tøj kan nemlig sagtens være revolutionært, og har gennem tiden faktisk mange gange været det synlige udtryk for støtte til nye tankestrømninger – stundom sågar som en slags regulær ideologisk uniform.

Den klasiske franske revolutionære, en sans culotte (indsat: en velkendt, men meget sen efterkommer af den frygiske hue. Jojo, smølferne er skam helt vildt revolutionære!)

Under den Store Franske Revolution i 1789 kaldte man således oprørerne for sans-culottes, altså “dem uden knæbukser”, og der findes vel næppe noget mere genkendeligt revolutionært klædestykke end den sære, røde foroverbøjede tophue – Le Bonnet Rouge, eller the Liberty Cap. Huetypen hedder egentlig en frygisk hue, fordi udformningen i antikken var populær i den Nære Orient og på Balkan, men var oprindelig selvfølgelig ikke i sig selv revolutionær. Det blev den gradvis, efter at deltagerne i en opstand i Bretagne i 1675 havde gjort røde huer moderne (selv om det strengt taget slet ikke var dén model); et fuldvoksent revolutionært ikon blev den først fra 1790, men siden da har den røde tophue helt frem til vor tid været uløseligt forbundet med samfundsomvæltninger. Historisk set har den haft stort set samme funktion og betydning som Guy Fawkes-masken fra filmen “V for Vendetta” har fået i de senere år.

Reformdragten, eller “Bloomers”, ca. 1850

Også kønspolitisk har klædedragt historisk set været et kraftigt og vigtigt udtryk. I midten af 1800-tallet, hvor kvindebevægelsen begyndte at få momentum, blev den såkaldte Reformdragt en måde for kvinder at udtrykke deres oprørstrang.  Dragten var ét af de første egentligt “demokratiske” klædningsstykker, idet det blev udviklet som en kollektiv bedrift af læserne af et amerikansk sundhedstidsskrift, the Water-Cure Journal, der i oktober 1849 opfordrede sine læsere til at indsende forslag til en sundere og mere naturlig klædedragt til kvinder. Reformdragten  blev altså skabt af kvinder, til kvinder, og havde oprindelig ikke som sådant noget egentlig politisk sigte. Men den blev naturligvis hurtigt associeret med den voksende frigørelsesbevægelse, og vandt dermed også en stærk politisk symbolbetydning. Dragten er i dag almindelig kendt som “Bloomers”, og tilskrives ofte fejlagtigt den amerikanske kvindesagsforkæmper Amelia Jenks Bloomer (1818-94). Set med moderne øjne er dragten ikke påfaldende praktisk, men den var faktisk et radikalt opgør med traditionen; pludselig kunne kvinder ikke længere holdes indespærrede i tunge, stive krinolinekjoler, og det hæmmende og sundhedsfarlige korset var ikke længere en uomgængelighed.

Kvindemode anno 1920´erne – en generation af unge kvinder der brød radikalt med traditionen.

Reformdragten gjorde det muligt for kvinder at bevæge sig frit, og varslede helt nye tider. Den var en forudsætning for et andet vigtigt skridt i ligestillingskampen; med den løsere og mindre hæmmende klædedragt blev det nemlig muligt for kvinder at arbejde aktivt (når man skal arbejde er det selvsagt en fordel at kunne bevæge sig); naturligvis havde kvinder altid arbejdet, også før reformdragten, men deres udfoldelsesmuligheder blev med ét slag udvidet enormt. Helsetidsskriftets uskyldige læseropfordring satte gang i en udvikling, der ikke lod sig stoppe, og der går en lige linie fra 1800-tallets Bloomers til f.eks. 1920´ernes løse, komfortable kvindemode.

Kvindebevægelsen tog altså klædedragten til sig, og anerkendte selv tøj som et vigtigt politisk udtryk. 60´ernes og 70´ernes danske kvindebevægelse kaldte sig selv for Rødstrømper, ligesom deres engelske åndsfæller tilbage i det 19. århundrede var blevet kendt som Bluestockings. Og visse tøjstykker fik ved samme lejlighed en tilsvarende negativ medfart; BH´en blev et symbol på undertrykkelse (selv om beretningerne om symbolske BH-afbrændinger lader til at være en myte – se nedenfor).

En politimand uddeler bøde til en pige, der bærer RAF-huen – overvåget af en SS-officer.

Under den tyske besættelse af Danmark i 1940-45 blev påklædning også benyttet som holdningstil-kendegivelse. Der er talrige fortællinger om, hvor udbredte de såkaldte RAF-huer var under besættelsen; RAF-huen var en lille, hjemmestrikket kalot i farverne rød, hvid og blå (altså en gengivelse af nationalitetsmærkerne på de britiske bombefly) som blev voldsomt populær blandt både mænd og kvinder i Danmark, angiveligt fordi den med værdighed og uden brug af vold eller andre (risikable) ulovligheder kunne signalere foragt for besættelsesmagten og støtte til den allierede krigsindsats. I Danmark var den slags tilkendegivelser generelt forholdsvis ufarlige, og blev oftest mødt med en reprimande, eller i værste fald en bøde; i andre besatte lande kunne konsekvenserne af den slags undergravende påklædning være anderledes alvorlige.

Tøj som politisk og ideologisk udtryksform har fulgt os alle dage. Der er talløse eksempler. Så hvordan I end hver især, O bedårende læsere, vælger at klæde jer – så vær opmærksom på, at der altid er betydning i tøj.

Mode er ligegyldigt… men tøj er vigtigt!

***

Læs om kvindebevægelsens (fiktive) BH-afbrændinger HER