Arkæologi med Forhindringer – Bucy-le-Long, 1915

Ganske kort udenfor byen Soissons nordøst for Paris, på nordsiden af floden Aisne, ligger en beskeden landsby ved navn Bucy-le-Long. I dag er der ikke meget bemærkelsesværdigt ved den lille flække, der med sine små 2.000 indbyggere ligner tusinder af andre hyggelige, søvnige nordfranske småbyer.

Bucy-le-Long, departement Aisne

Men fredelig har byen nu ikke altid været. I januar 1915 blev den erobret af den 1. Tyske Armé, von Kluck, der brød igennem de franske linier, som ellers havde ligget fast siden september 1914. Den lokale civilbefolkning blev evakueret, og tyskerne etablerede sig med de sædvanlige løbegrave, dækningsrum, sapper og hvad der nu ellers hører sig til af hjemlig hygge. De blev liggende, indtil de omsider blev smidt ud under den store Chemin des Dames-offensiv i april måned to år senere.

Netop denne egn har lidt særstatus for danskere med hang til 1. Verdenskrig. Bucy-le-Long ligger nemlig omtrent midtvejs mellem to steder af stor betydning for de dansksindede sønderjyder; få kilometer mod vest ligger Moulin-sous-Touvent, hvor danskerregimentet FR 86 – dét regiment, iøvrigt, som mine legekammerater og jeg formidler i Westfront 1916 – led enorme tab i juni måned 1915 (man kan læse meget mere om dén affære i den ualmindeligt anbefalelsesværdige bog Den Sorte Dag ved Moulin). Og lidt mod øst finder man byen Braine, med den eneste tyske soldaterkirkegård der er forbeholdt dansksindede sønderjyder.

Pehlemann, der iværksatte en
udgravning midt under kampene.

Den 8. februar 1915 lå begge dele dog stadig ude i fremtiden (hhv. 4 måneder og 9 år), og frontafsnittet var forholdsvis roligt. Der var blevet arbejdet intenst på befæstningerne. Netop denne dag inspicerede Hauptmann Erich Pehlemann en nyanlagt løbegrav i forreste linie, og bemærkede ved en tilfældighed en bronzering, der stak op af jorden. Pehlemann, der var arkæologisk interesseret, genkendte den som en keltisk jernalder-halsring, en såkaldt torc, fra La Tene-kulturen. En hurtig undersøgelse afslørede tillige keramik og skeletdele.

Nu er forreste grav på Vestfronten i 1915 just ikke det mest opportune sted at gennemføre en arkæologisk udgravning. Dels bliver kulturlivet gerne noget nedprioriteret under krige, og dels byder det selvfølgelig på en lang række helt praktiske udfordringer at skulle grave i en kampzone. Det er nu engang ikke idéelt at skulle fedte rundt med tandbørste og murerske, mens sværtkalibrede granater og maskingeværkugler hvisler om ørerne på én. Faktisk grænser det til det tåbelige. Men man gjorde det alligevel.

Pehlemann fik hærledelsens godkendelse af en fuld arkæologisk udgravning af fundet. I 1915 havde man endnu ikke helt opgivet forestillingen om civiliseret krigsførelse; det var kun to måneder siden den spontane jule-våbenhvile var indtruffet længere nordpå (som man iøvrigt kan læse om i et tidligere indlæg HER) og den gamle verdensorden var endnu ikke ramlet helt sammen. Kultur og historie blev stadig opfattet som vigtigt, og ikonoklasten Ludendorff havde endnu ikke sat sig tungt på magten i Tyskland. Det stod fra starten klart, at man ved Aisne-flodens bredder havde gjort et helt usædvanligt og spektakulært fund af stor kulturhistorisk betydning – og naturligvis skulle det undersøges.

Fundets placering, fra Niggemann´s notater

Hauptmann Pehlemann, der ikke selv var kvalificeret til den slags opgaver (og som iøvrigt nok havde andet at tage sig til) udpegede én af sine underordnede, Leutnant Hans Niggemann, til at stå for undersøgelsen. Fra 8. februar til 9. april 1915 blev der blotlagt og undersøgt ikke mindre end 32 keltiske krigergrave… vel at mærke midt i Vestfrontens kaos, mens krigen rasede videre med uformindsket styrke!

Til trods for de absurde arbejdsforhold blev alting samvittighedsfuldt noteret, opmålt og registreret, og i slutningen af marts måned indsendte Pehlemann en foreløbig rapport om fundet. På det grundlag blev det besluttet, at fundene straks skulle overføres til Museum für Vor- und Frügheschichte i Berlin, og også denne opgave blev betroet Leutnant Niggemann (som iøvrigt blev belønnet med jernkorset, der i 1915 endnu var en eftertragtet orden). I slutningen af juni måned fremlagde han sine resultater på en videnskabelig konference i Berlin-Charlottenburg.

Håndtegnet skitse fra Pehlemann´s foreløbige rapport, 1915.

I dag ville man som en given sag gå ud fra, at fundmaterialet naturligvis skulle forblive i Frankrig. Men tiderne var anderledes i 1915, hvor europæiske stormagter stadig ubekymret rapsede kulturskatte rundt omkring i verden og førte dem hjem i triumf; arkæologi var på den tid stadig langt hen ad vejen et kapløb om international prestige, der mest af alt handlede om flotte samlinger i hovedstæderne. Jernalderfundene fra Bucy-le-Long endte naturligvis i Berlin.

Ved fredsslutningen i november 1918 var fundet forlængst gået i glemmebogen, og lå upåagtet på magasin. Krigen havde trukket ud i fem endeløse år, og kejserriget var gået under. Europa lå i ruiner, i Tysklands gader ulmede oprør og revolution; der var ingen, der havde overskud til at bekymre sig om et par arkivkasser fulde af rustent jern, potteskår og gulnede knogler fra Frankrig.

Fundet blev først genopdaget i kølvandet på afslutningen af 2. Verdenskrig i 1945. Igen bemærkede man fundets store betydning – men i bestræbelserne på at holde alle de sejrende magter glade blev genstandene fra Bucy-le-Long plyndret og fordelt ligeligt mellem øst og vest. Halvdelen af fundmaterialet blev ført til Moskva, og kom først tilbage til Berlin i slutningen af 1950´erne… og blev først forenet med den anden halvdel efter Berlinmurens fald i 1989.

I mellemtiden var fundstedet ikke overraskende også blevet glemt. Men da man i 1970-71 anlagde et stenbrud på stedet, dukkede flere fund op, og frem til 1994 blev der gennemført en række hektiske nødudgravninger, med gravemaskinernes hede ånde i nakken. Yderligere 203 grave blev påvist – men desværre var et stort område allerede blevet ødelagt af arbejdet på stenbrudet. Først op imod årtusindskiftet blev man opmærksom på, at dét område, man troede var gået tabt, stort set var identisk med det felt, Pehlemann og Niggemann havde undersøgt 85 år tidligere – og at de gamle, men ekstremt veludførte, tyske rapporter stadig eksisterede!

De soldater, der gennemførte udgavninger langs fronten for 100 år siden,
er nu selv målet for arkæologiske studier…

Skønt langtfra normalt, var udgravningen ved Bucy-le-Long ikke enestående. På begge sider af fronten var man opmærksomme på værdien af arkæologiske fund, og under etableringen af de mange tusinde kilometer skyttegrave (hvor millioner af kubikmeter jord blev flyttet rundt) skete det adskillige gange, at man faldt over forhistoriske spor. Når det var teknisk muligt, blev fundene udgravet og dokumenteret, med jævnlige artikler og notitser i bl.a. Revue Antropologie og Bulletin de la Societé Préhistorique Francaise.

Og i dag er Første Verdenskrig på en sær måde blevet til arkæologi i 2. potens; under krigen gennemførte man videnskabelige udgravninger, og i dag, hundrede år efter, er udgraverne selv blevet genstand for arkæologiske undersøgelser. Gennem de senere år er man nemlig begyndt at tage krigen 1914-18 alvorligt, også i arkæologisk forstand – og de selv samme soldater, der under krigen udførte det fysiske arbejde med undersøgelserne, er nu begyndt at blive interessante som studieobjekter. Når skeletter fra Den Store Krig i dag dukker op af jorden (det sker typisk 15-20 gange hvert år), bliver de stadig forsøgt identificeret og overført til soldaterkirkegårde – men først, når fundomstændighederne er omhyggeligt registreret og dokumenteret. Arkæologerne er selv blevet til fundmateriale.

Og dét er der jo, kan man synes, en vis poetisk pointe i…

***

Om sporene af 1. Verdenskrig i nutidens landskab kan der læses mere HER