Da fremskridtets ofre slog igen – the Luddites

Det sker jævnligt, at bekendte sammenligner mig med Waldorff & Statler, de to gamle, sure brokkehoveder på balkonen i det længst henfarne Muppet Show – en sammenligning, jeg selvfølgelig kun kan modtage med den allerstørste tilfredshed. Men egentlig ville jeg blive oprigtig ked af det, hvis nogen skulle finde på for alvor at kalde mig fremskridtsfjendtlig… for det ville nemlig være både forkert og dybt urimeligt; jeg er da nøjagtig lige så prisgivet den moderne teknologi som alle andre. Jeg ville fumle rundt på én eller anden mørk og øde landevejsstrækning, hvis ikke det havde været for min uundværlige GPS. Jeg er dybt og inderligt afhængig af min mobiltelefon. Jeg ville sidde katatonisk og savlende tilbage, hvis ikke det var for min laptop. For slet ikke at tale om, at jeg forlængst ville have ligget 6 fod under jorden uden den moderne medicinske teknologi. Jeg er aldeles ikke udviklingsforskrækket eller fremskridtsfjendtlig.

Men det er sandt nok, at jeg har mine forbehold overfor nyskabelser. Forbeholden betyder ikke afvisende, og jeg kunne ikke drømme om på forhånd at afvise en eller anden smart ny teknologi… lige så lidt, som jeg kunne drømme om på forhånd at godtage den. Jeg forbeholder mig stædigt retten til at se tiden an og tænke sagen grundigt igennem, inden jeg kaster mig frådende over den seneste tech-craze. Enhver medalje har som bekendt (mindst!) to sider, og det er nu altså ingen helt dum strategi lige at tænke efter, om denne eller hin vidunderdims nu rent faktisk løser et problem… eller om den måske snarere opfinder et? Et eksempel kunne være OK-Benzins mobilapp, der kan bruges til at betale for benzintankning uden at forlade førersædet (på en selvbetjeningsstand! Man skal alligevel ud af bilen for at fylde benzin på! Doh!), eller det faktum, at GPS´en på samme tid hjælper os med at finde vej – og totalskader vores stedsans. Evnen til at læse et vejkort er allerede nu en stort set uddød kunst. Mobiltelefonen husker alle vores kontakter, men det har en pris; ingen kan længere huske telefonnumre, og når vi mister apparatet er vi fuldkomment paralyserede. Teknologien gør os livet lettere, javist, men den har den uheldige bivirkning, at den ikke sjældent samtidig gør os dalrende dumme, hjælpeløse og redningsløst afhængige. Så ja, jeg har bestemt mine forbehold overfor teknologi. Men det betyder ikke, at jeg refleksmæssigt afviser al udvikling.

Uden på nogen måde at skulle klage – jeg er udmærket klar over at jeg selv koketterer med min hårdt tilkæmpede vrissenhed – kan det dog godt være lidt trættende, at man automatisk rubriceres som en håbløst bagstræberisk, komisk totalt-hægtet-af neanderthaler, hvis man ikke pligtskyldigt falder på halen af begejstring over den seneste tekno-dille. Hvis man som jeg synes at det er et skråplan at få indopereret en chip, der automatisk betaler regninger, åbner døre eller fjernstyrer termostaterne derhjemme – ja, så er man allerede puttet ned i samme kasse som Cro Magnon-manden, pterodaktylen og kassettebåndet.

Men der er slet ikke noget nyt i at fremskridts-forbehold imødegås med latterliggørelse. Det er præcis den samme tilgang, de fleste har til den gamle engelske Luddite-bevægelse (hvis man da overhovedet har hørt om dem). “Luddite” er blevet synonym med formørket, bagstræberisk, uvidende, reaktionær. Men det er egentlig slet ikke rimeligt.

Luddite-bevægelsen opstod på egnen omkring Manchester i de første år af 1800-tallet, som en reaktion på den hastigt fremvoksende mekanisering af fabrikkerne. I årene 1811-16 oplevede man i England flere angreb på industrianlæg, hvor ophidsede menneskemængder stormede hallerne og ødelagde maskinerne. Oprindelig var opstanden ikke rettet mod mennesker, og var ikke specielt voldelig; det var maskinerne der var målet, ikke personer. Alligevel bredte der sig en bølge af panik omkring bevægelsen; den franske revolutions blodige rædsler var endnu i frisk erindring, og ligesom revolutionen 1789 havde rettet sig mod hjertet og kernen i den franske stat – den enevældige kongemagt – rettede ludditternes aktiviteter et knytnæveslag mod det engelske samfunds allerhelligste og mest ukrænkelige grundpille: den private ejendomsret!

Både samtiden og eftertiden har yndet at tegne et billede af bevægelsen som fundamentalt dum og uoplyst. Det var en flok uuddannede, snævertsynede bondejokker der ikke fattede teknokraternes strålende visioner, og som reagerede på en ny tids udfordringer med bevidstløs vold og ustyrlig agression. De var psykotiske fortidsromantikere, der i afmagt overfor en udvikling, de ikke forstod, reagerede instinktivt ved at slå ting i stykker. En flok anarkistiske bøller, kort sagt: prototypen på pøbeloptøjer med fakler, høtyve, og hvad der nu ellers hører sig til af vandal-parafenalia.

Også i samtiden latterliggjorde man skeptikerne; de blev nemlig
anført af en forvildet vaskekone… åbenbart!

Når vi i dag så beredvilligt accepterer den version skyldes det, at vi for en stor dels vedkommende har skabt et forskruet billede af den tidlige industrialisering. Set i bakspejlet står det klart, at industrialiseringen ledte til en velstand, vækst og fremgang der langt overgår alt, hvad der ellers er set i historien. I dag er der altså ingen videre diskussion om, hvorvidt industrialiseringen var god (… når vi altså lige ser bort fra at den stimulerede imperialisme og undertrykkelse, smadrede miljøet og klimaet, vold-åd planetens ressourcer og afstedkom en forurening, der med temmelig stor sikkerhed tager livet af flere mennesker end nok så mange verdenskrige). Og deraf følger selvsagt, at industrialiseringen var noget, vi skal være rigtig, rigtig glade for!

Men helt så enkle og unuancerede er tingene nu sjældent. Allerede fra starten blev der sat hårdt ind mod bevægelsen. Alle midler blev taget i brug, fra latterliggørelse, tilsværtning og forvanskning af dens hensigt, til ekstremt brutale straffe; allerede tidligt i forløbet havde fabriksejere uden videre ståhej simpelthen skudt oprørerne ned, og i 1812 bakkede parlamentet den hensynsløse linie op med indførelsen af dødsstraf for hærværk i den såkaldte Frame-Breaking Act. Militæret (der ellers havde nok at se til, det var midt under Napoleonskrigen) blev sat ind mod bevægelsen; i perioder var der flere engelske soldater på jagt efter maskinstormere i England, end der var i kamp mod Napoleons tropper på kontinentet. Situationen eskalerede voldsomt, og i takt hermed greb også maskinstormerne til fysisk vold og overgreb. Det blev til en klassisk voldsspiral, når hårdt blev mødt med hårdt.

Bevægelsens lidt sære navn stammer, hævdedes det, fra deres leder, Ned Ludd.  Imidlertid er det aldrig lykkedes med sikkerhed at identificere en virkelig person med dette navn, og han regnes i dag af de fleste for rent mytisk. Med tiden forvanskedes Ned Ludd til en General (nogle gange sågar kong) Ludd, der engang skal vende tilbage når tiden er rede, og genetablere de gode, gamle dage – en slags urproletariatets Kong Arthur eller Holger Danske.

Offentlige massehenrettelser af mistænkte maskinstormere skulle
afskrække folk fra at tage del i opstanden.

Men i modsætning til den populære opfattelse af affæren, var Luddite-opstanden ikke rettet mod maskiner eller udvikling som sådant. Den var ikke et bagstræberisk forsøg på at fastholde en døende verdensorden eller stille sig i vejen for udviklingen. Bevægelsens mål var praktisk socialt, ikke teknologisk eller ideologisk; opstanden blev født af en frygt for, at mekaniseringen (som man var i færd med at indføre den i England i starten af 1800-tallet) ville føre til armod, nød og sult… hvilket den jo ubestrideligt gjorde!

Den tidlige industrialisering bragte enorm velstand – til meget få. Den tidlige industrialisering bragte lykke – til meget få. På længere sigt førte den ganske vist til et kolossalt udbud og hektisk global vareudveksling (påtvungen, ganske vist, for det meste af verdens vedkommende), men på kort sigt betød den usigelig fattigdom og ubeskrivelig elendighed for langt, langt flere, end den gavnede. Den tidlige industrialisering i England var kapitalisme i fuldkomment utøjlet form, i dens allermest hensynsløse og umenneskelige inkarnation. Ludditerne havde ret: mekaniseringen kom vitterligt til at sprede ufattelig nød og forarmelse, mens rigdommen endte på meget, meget få hænder. At det sidenhen – nu, 200 år senere – i nogen grad er udlignet var en ringe trøst for de elendige og lasede masser, der bogstaveligt talt døde af sult for at finansiere industrifyrsternes enorme landsteder. Den tidlige engelske industrialisme var, nøgternt betragtet, fuldkomment blottet for skam og anstændighed, og for en meget stor del af befolkningens vedkommende var der uendelig langt til Jane Austens lah-di-dah-bourgoisie.

Vold er aldrig en god, og sjældent en effektiv, måde at løse problemer på. Naturligvis må man i dag tage afstand fra luddite-bevægelsens eskalerende brug af vold (ganske som man må tage afstand fra fabriksejernes og statsmagtens endnu mere vidtstrakte og ekstreme brug af vold). Men det er, synes jeg, svært ikke at nære en dyb sympati for bevægelsens oprindelige hensigt og motiver. Luddite-bevægelsens formål var nemlig ikke at udrydde alle maskiner og standse al fremskridt; det var at sikre, at udviklingen fandt sted med en vis styring, og med et minimum af hensyn til de mennesker, udviklingen berørte.

Det er en tanke, forekommer det mig, som vi med fordel kunne tage til os i dag. Udfordringen eksisterer nemlig stadig, og tilmed i langt, langt højere grad end for 200 år siden. Alt for mange af os glemmer at stille de helt essentielle spørgsmål til udviklingen: Er det reelt nyttigt? Hvem har egentlig gavn af det? Hvad er omkostningerne? Selvfølgelig er det ikke en løsning at fare rundt og smadre folks iPads. Selvfølgelig er teknologien ikke i sig selv fjenden. Teknologi kan være til ubegribelig gavn og nytte – men kun, hvis vi tager os tid til at tænke den igennem, i stedet for blot ukritisk og begejstret at labbe alt nyt i os.

Og i dag står vi overfor udfordringer, der ikke er helt ulig dem, Ludditterne reagerede på for 200 år siden; teknologi opfattes igen som svaret på alle problemer, og robotter forventes at have overtaget stort set alle vores jobs indenfor en overskuelig fremtid – men atter engang ses det i alt væsentligt kun som en mulighed for besparelser, for fyringer, rationaliseringer og nedskæringer. Igen har meget få for alvor tænkt over, hvad vi så stiller op med alle de “fritstillede” mennesker. Og de muligheder der eventuelt kunne overvejes (som f.eks. borgerløn) afvises refleksmæssigt og hånligt som tossede og barnagtige utopier, fordi det kolliderer med vores knæsatte lutheranske dogme om, at andre mennesker for alt i verden ikke må få noget, de ikke har “gjort sig fortjent til”!

Det kunne da egentlig være rart, hvis vi kunne gribe det lidt mere konstruktivt an denne gang. Hvis teknologien for alvor kunne bringes til at tjene mennesket… og ikke kun en lille håndfuld mennesker!

***