Fra Ludendorff til PH – funktionalismens rødder?

Arkitektur har i grunden altid fascineret mig. Som historisk interesseret er det selvfølgelig altid spændende at kigge på bygninger, for de er så uendeligt meget mere end blot fire vægge med et tag ovenpå. Bygninger spejler deres tid, de fortæller altid en historie. I de senere år er jeg blevet stadig mere begejstret for funktionalismen – “funkis”, blandt venner. Som ung fandt jeg de strenge, tomme flader uden dikkedarer og pynt usigeligt kedsommelige. Som ung kunne det ikke blive nygotisk nok til mig, og min drømmebolig var et orgie af vedbend-indfiltrede tårne, spir, spidsbuede vinduer, snoede vindeltrapper og enorme egetræsdøre med tunge jernbeslag. Funktionalismen var næsten krænkende kedelig, og arkitekturen nåede, syntes jeg, sit højdepunkt i midten af 1200-tallet. Westminster Abbey ville i grunden kunne blive en storartet bolig, mente jeg, hvis man indrettede den rigtigt (og fjernede de støjende præster og alle turisterne, selvfølgelig).

Men sådan har jeg det ikke længere. Jeg bliver stadig helt blød og varm om hjertet over William Morris´s pseudo-middelalderlige, victorianske boligindretning … men jeg har ikke længere lyst til at bo i det. Jeg har fået øjnene op for funktionalismens fortræffeligheder, ikke mindst dens æstetiske aspekter. Neo-gotik har fået kamp til stregen af art deco.

Mudrede, sammenstyrtede skyttegrave er for de fleste indbegebet af Første Verdenskrig – men sådan så det altså ikke ud altid og overalt.

Som faste læsere af disse sider vil vide betyder min fascination af den Første verdenskrig, at jeg gerne besøger de gamle slagmarker i Belgien og Frankrig så ofte lejligheden byder sig. Langs den gamle Vestfront ligger stadig store mængder af synlige spor efter den Store Krig; i Flandern og Nordfrankrig er bunkere og andre militære efterladenskaber strøet ud over landskabet med gavmild hånd. Og på mine rejser har det af og til slået mig, hvor meget disse betonkonstruktioner i grunden minder om funktionalismens arkitektur i 1920´erne og -30´erne. Jeg har slået det hen som en spøjs tilfældighed – men måske er der i virkeligheden en mere konkret forbindelse? Måske har krigens vilkår ligefrem skabt den civile arkitektur i mellemkrigsårene?

Vestfronten 1914-18 er for de fleste ensbetydende med de skrækkelige, mudrede skyttegrave og løbegange, med små dunkle huler dybt under jorden, forbundet med lange, mørke gange. Men i krigens sidste år, 1917 og -18, så forholdene selvfølgelig slet ikke ud, som de havde gjort i 1914 og -15. Teknikkerne udviklede sig med rivende hast, og man tilpassede sig smidigt nye forhold. Smalle gange blev i stadig stigende grad erstattet af tunge, metertykke betonkonstruktioner. Særligt under det såkaldte 3. slag ved Ypres – Slaget om Passchendaele – i sommeren 1917 krævedes nytænkning, for vejrliget var helt ustyrligt håbløst; regnen styrtede ned hele sommeren, og på grund af landskabets beskaffenhed i Flandern (hvor jorden er meget finkornet) blev hele slagmarken hurtigt til ét stort søle, et hav af tyndtflydende mudder. Det var simpelthen ikke muligt at etablere skyttegrave, for det kunne ikke lade sig gøre at grave et hul, uden at det straks blev fyldt med vand.

Denne hundrede år gamle bunker i Flandern kunne – med lidt god vilje – sagtens være en velhavers avantgarde-villa fra 1930´erne under nedrivning…

Men værn og beskyttelse havde man jo stadig brug for. Mere end nogensinde før, faktisk. Befæstninger havde man selvfølgelig på begge sider af fronten, og man havde også benyttet beton før, f.eks. i de store franske forter omkring Verdun, men de hastigt opførte anlæg i Flandern i 1917 var alligevel noget nyt. På tysk side satte man det nemlig i system, og opførte i stedet skyttegrave over jorden, konstrueret af præfabrikerede betonelementer. Det er disse anlæg, der stadig fylder så godt op i landskabet dernede – for de er i sagens natur temmelig besværlige at fjerne.

Disse anlæg skulle opføres hurtigt, og de skulle være meget, meget solide. De er klinisk blottet for enhver antydning af udsmykning; de var designet til at opfylde ét eneste formål: at være sikre. Funktionen, og funktionen alene, dikterede formen. Ti år senere var det blevet til et arkitektonisk og designmæssigt mål i sig selv, man tilstræbte det enkle af æstetiske årsager; det gjorde man selvsagt ikke i 1917. Da var det benhårde praktiske hensyn der dikterede designet, og æstetik stod meget, meget langt nede ad prioriteringslisten. Men slutresultatet var faktisk tæt på at være det samme. Af udseende er der nemlig et vist slægtsskab mellem de gamle militærstillinger i Belgien og Frankrig, og de enorme funkisvillaer i velhaverkvartererne nord for København.

Betonbunkernes rette vinkler og no-nonsense fremtoning genfinder man ti år senere i funktionalismens boligbyggeri –

En af hovedkræfterne bag den funktionalistiske arkitektur i mellemkrigsårene var den tyske designskole Bauhaus, der blev grundlagt i Weimar i 1919, og som havde navne som Mies van der Rohe, Le Corbusier, Paul Klee og Vassilij Kandinski som prominente eksponenter. Men vigtigst af dem alle var dog skolens grundlægger, Walter Gropius. Som størstedelen af sin generation havde Gropius deltaget i krigen, hele vejen fra start til slut, tilmed, og efter sigende kom idéen om en nyskabende designskole til ham midt under de heftige kampe i krigens sidste år. Det er vel ikke så usandsynligt, at den unge Leutnant Gropius har kigget på den betonbunker han sad og gemte sig i… og fundet inspiration? At han (sammen med en mængde andre, selvfølgelig) i virkeligheden, sikkert ubevidst, “oversatte” den militære arkitektur til civilt brug – og ved samme lejlighed forsynede den med en teoretisk og filosofisk overbygning?

Arkitektur var allerede fra starten helt central i Bauhaus-skolens tankeverden, men pudsigt nok var det faktisk først i 1927 man begyndte at udbyde egentlig undervisning i faget. Men de samme tanker, der lå bag de arkitektoniske principper, blev også bragt i anvendelse i en mængde andre fag og håndværk; læren om genstandens formål og anvendelse som bestemmende for designet. Lige som en bygning ikke skulle udsmykkes (den skulle være udsmykning i sig selv) blev de samme tanker styrende for formgivningen af alt fra gulvtæpper over lænestole til lamper og alt muligt andet.

Markering af bunkeranlæg i egnen omkring Pashendaele i 1917 (gengivet efter “Bouwen aan het Front” (Bliek & Vancoillie, 2016)

I Danmark er det først og fremmest Poul Henningsen, der er eksponent for funktionalismen. Han var langt fra den eneste, men han er den mest kendte. Og i dag er hans berømte PH-lamper – der jo er selve indbegrebet af funktionalisme – helt ikoniske. Alle kender PH-lamperne… for de hænger overalt. Og PH-lampen er i virkeligheden, når man kigger efter, tildels formgivet af de samme tanker og principper, der formgav de tyske bunkeranlæg på Vestfronten i 1917!

Nuvel, det kan selvfølgelig sagtens være et sammenfald, en ren og skær tilfældighed. Mig bekendt var der ikke mange af de store, funktionalistiske forgangsfolk, der var særligt begejstrede for militarismen, tvært imod. Og jojo, De har naturligvis ret, kære læser, det er lutter spekulationer. Det er da meget muligt at de to ting ikke direkte har noget med hinanden at gøre, at militæret ved et tilfælde arbejdede sig bevidstløst frem til samme resultat, som funktionalisterne funderede og teoretiserede sig frem til.  Men det er dog alligevel en pudsig tanke, hvis funktionalismen kan spore sine aller-spædeste rødder, ikke bevidst til geniet Gropius… men ubevidst til slamberten Ludendorff!

***

Dersom man finder emnet interessant kan jeg anbefale et tidligere blogindlæg, der fortæller hvordan funktionalismen sidenhen blev bragt endnu længere ud. Helt tilbage til vikingerne, såmænd. Det kan man læse om HER, hvis man har lyst.