Om Hollandske Gardiner & Overvågningsmentalitet

Det er sundt at rejse, ingen tvivl om det. Ganske vist er visse steder selvfølgelig sundere end andre at besøge, men det er altid godt at komme lidt bort fra den hjemlige andedam. Det kan sætte tingene i perspektiv, og jo mere man kender til sin omverden, des bedre forstår man den – og dermed sig selv. Allerede i de islandske sagaer bruges udtrykket “hjemmeføding” hånligt om en horisontløs bondeknold, der ikke har set verden og ikke interesserer sig for andet end sin egen snævre horisont. Det er selvfølgelig ikke befordrende for éns intellektuelle velfærd, hvis man kun kender sin egen lille, plumrede mudderpøl. Rejser kan modvirke mental forhudsforsnævring.

For år tilbage befandt jeg mig således i en bil sammen med et par gode venner, på én af mine studierejser langs Vestfronten. Turen lakkede mod enden, og vi besluttede at slå et smut gennem Holland på vej hjem; krigsmuseet i Delft lokkede, og Amsterdam måtte man selvfølgelig også lige besøge, når vi nu var på de kanter. Og mens vi trillede muntert afsted gennem de nederlandske landdistrikter bemærkede én af mine ledsagere en pudsig detalje: stort set ingen huse havde gardiner!

Da først fænomenet var blevet iagttaget var det virkeligt påfaldende. Når man kører gennem hollandske landsbyer ved aftentide er der ofte frit og uhindret udsyn ind i de små stuer, hvor man kan betragte familiemedlemmernes private gøren og laden. Det er jo en storartet service overfor nysgerrige forbipasserende med interesse for boligindretning… men det er dog også lidt underligt. Har de da slet ikke noget behov for privatliv i Holland?

Mine rejsefæller, som i dette tilfælde var bedre orienteret end jeg, kunne fortælle at det angiveligt skyldes hollændernes traditionelle religiøse livssyn. I Holland er de ganske vist reformerte lige som vi, men de er ikke lutheranere. De er overvejende calvinister – en reformeret kirkeretning, som vi sjældent hører om i det lutherforelskede Danmark, men som har ret stor udbredelse i f.eks. USA. Trosretningen baserer sig på den franske reformator Jean Calvin (1509-64). Calvins teologi var temmelig uforsonlig, og ledte i Holland til, at man opgav gardiner – for så kunne enhver ved selvsyn konstatere, at der ikke foregik noget grissefy i stuerne! Det er, kan man sige, en slags teologisk vasken-sit-rene-undertøj i al offentlighed, en demonstrativ og egentlig ikke særligt sympatisk fremvisning af egen regelrethed og pletfri levned, som i betænkelig grad ligner hovmod. Det er også den yderste konsekvens af den gamle tyranniske maxime: Den, der ikke har noget at skjule, har ikke noget at frygte. Total og uindskrænket transparens i alle sager – en ønskesituation for et kontrolsygt samfund!

Nu er det jo ikke fordi jeg personligt har noget særligt spændende at skjule for mine omgivelser. Mit liv er i de fleste henseender overraskende kedeligt, og der foregår få ting, der ikke tåler dagens lys – men det betyder jo ikke, at jeg har lyst til at udkrænge alting for enhver! Et vist mål af privatliv har vi dog behov for, også når de tilslørede aktiviteter holder sig helt på den rette side af loven.

Det har formentlig ikke været d´herrers egentlige mål, men tilsammen udgør makkerparret Luther & Calvin en vidunderlig gave til styrer med totalitære tilbøjeligheder: det lutherske krav om ubetinget lydighed overfor myndighederne, parret med calvinismens krav om fuld og uindskrænket synlighed i alle sager er selve opskriften på Orwell´s 1984-rædselsvision. Og netop i disse tider, hvor vore politikere (de fleste selverklæret “liberale” i høj grad inklusiv) står på nakken af hinanden og skriger på mere overvågning, mere ansigtsgenkendelse, indoperering af GPS-chips i nakkeskindet og hvad ved jeg, hvor borgerens gøren og laden i mindste detalje skal kunne spores og dokumenteres, hvor handel med kontanter søges afskaffet til fordel for plastickort og andre elektroniske transaktioner (som jo altså i parantes bemærket også betyder, at hele éns forbrug lagres og dokumenteres), da er det altså måske på sin plads at minde sig selv og hinanden om, at selv om der selvfølgelig er bunkevis af gode grunde til at opgive sine sidste borgerlige rettigheder i kampen mod international terrorisme, hvidvask og andre mere-eller-mindre reelle samfundstrusler… så er det altså også hele vores grundliggende menneskesyn og selvopfattelse, der er på spil.

Jeg regner mig egentlig selv for liberal. Men jeg er bestemt ikke ærke-libertarianer. Jeg er ikke én af disse halvtosser, der synes at alle burde kunne gå rundt med automatvåben, og at al statslig indgriben pr. definition er et overgreb. Jeg er da helt med på, at staten skal kunne holde øje med hvad der foregår, og at det er nødvendigt at regulere borgernes adfærd. Men kun i et rimeligt omfang. Det er vigtigt at holde fast i, at staten er her for borgernes skyld, ikke omvendt. Vi har krav på et vist mål af privatliv.

Men tilbage til det historiske aspekt: i grunden er det pudsigt, hvor ofte man hører den middelalderlige romerkirke præsenteret som en magtfuldkommen, altomfattende og tyrannisk organisation. Kirken i middelalderen blandede sig i alt, får vi at vide. Men faktisk var det altså først efter reformationerne i Nordeuropa, at kontrol-manien for alvor manifesterede sig. Vi får med jævne mellemrum præsenteret påstanden om, at én af reformationens velsignende nyskabelser var “frihed”… men det er simpelthen ikke rigtig. Friheden skylder vi ikke den ene eller anden anden teologiske retning. Frihedstankerne fik vi med 1700-tallets oplysningsidealer – og vi er godt på vej til at afskaffe dem igen!

Godt så! Men denne frihed er altså noget vi må værne om, og ikke beredvilligt kaste fra os i et tankeløst forsøg på at imødegå virkelige eller indbildte trusler. Ellers ender vi meget nemt som hollænderne: uden gardiner for vinduerne!

Har vi lyst til det?