Myten om den tyske antisemitisme

Jødiske tyske soldater fejrer Chanukka i felten, december 1916.

Det kan irritere mig langt hinsides enhver rimelighed, når folk drager letkøbte slutninger på grundlag af en doven eller endog bevidst vrangvillig læsning af historien. Et storartet eksempel på det er forestillingen om, at antisemitisme i det 20. århundrede skulle være en særligt tysk specialitet.

Ganske vist er “Grundbogen i Europæisk Jødeforfølgelse” tysk – Martin Luthers Jøden og Hans Løgne fra 1542, en ulyksalig bog, der selv med den bedste vilje ikke kan beskrives som andet end modbydelig. Og ganske vist er Nazitysklands ufattelige overgreb på Europas jødiske befolkninger uden sidestykke i historien. Men at konkludere, at tyskerne historisk set skulle være særligt jødehadende er en fejl. Naturligvis var der antisemitiske strømninger i Tyskland, også før naziregimets magtovertagelse… men det var på ingen måde værre eller mere udtalt end i det øvrige Europa; Dreyfuss-affæren i 1894 er et eksempel på en mindst lige så udtalt antisemitisk holdning i Frankrig.

Den jødiske jagerflyver Wilhelm Frankl, der modtog kejsertysklands højeste miltære udmærkelse, Pour le Merite – én blandt en række højtdekorerede jøder.

Faktisk var Tyskland i kejsertiden, altså før Weimarrepublikken og naziregimet, påfaldende lidt præget af antisemitisme.  De kejserlige tyske hære havde felt-rabbinere, og jødiske soldater gled helt naturligt ind i systemet på ganske samme vilkår som alle andre. Jødiske højtider kunne fejres åbent og fredeligt, og dén antisemitisme der eksisterede i det tyske samfund (ganske som den eksisterer i Danmark idag, uden at dét gør os til en jødehadende nation) blev langt hen ad vejen aktivt modarbejdet af myndighederne.

Til gengæld er det interessant at se, hvorledes andre nationer forholder sig til sagen. I bogen “Through German Eyes” (2006) undersøger Oxford-historikeren Christopher Duffy dét arkivmateriale, der blev indsamlet i de tyske krigsfangelejre under krigen (som – det kan I lige så godt lære! – i denne blog konsekvent betyder verdenskrigen 1914-18), hvori de britiske fangers forhold, holdninger osv. undersøges med sand preussisk omhu. Heri afsløres det blandt andet, at der i det britiske officerskorps (interessant nok i langt højere grad end blandt de menige soldater) hersker en udtalt racistisk holdning til ikke blot jøder, men alle andre end den Grisefarvede Nordvesteuropæiske Mælkerace; blandt officererne er det en udbredt opfattelse, at briter og tyskere efter krigen skal stå skulder ved skulder i den endelige kamp mod asiater, afrikanere… og alle andre, der ikke kan præstere den korrekte blegfesne kulør. Der er altså, ser det ud til, en langt mere udbredt racisme i den britiske overklasse end i den brede tyske befolkning.

Og dét er jo interessant på flere planer; dels er vi vant til at se racisme som knyttet til lav uddannelse (hvilket det tydeligvis ikke altid er, og i hvert fald ikke i denne kontekst). Og dels er det et eksempel på, at en kultur der traditionelt har ry for at være liberal og frihedselskende er langt mere racefikseret end dét Tyskland, vi ellers ynder at se som indbegrebet af dystre raceforestillinger.

***

Om Dreyfuss-affæren: http://www.denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Frankrig/Frankrig_1870-1914/Dreyfusaffæren

Luthers bog kan læses her, i dansk oversættelse: http://www.biblen.info/Joedernes-loegne.htm