Tanker om Historisk Fiktion

Historiske film vækker gerne en vældig debat. I 2014 faldt politikere og historikere over hinanden for at påpege, at Ole Bornedals TV-føljeton “1864” ikke var en korrekt gengivelse af begivenhederne omkring Slaget ved Dybbøl. I -15 vækker Martin Zandvliet´s film “Under Sandet” ganske samme reaktion, fordi den ikke skildrer danskernes behandling af tyske krigsfanger efter 2. Verdenskrig historisk korrekt.

Diskussionen er selvfølgelig væsentlig. Jeg har selv haft problematikken inde på livet i forbindelse med mine historiske romaner. Mit eget udgangspunkt har altid været, at man – selvfølgelig – skal tilstræbe et så korrekt tidsbillede som overhovedet muligt. Der er få ting, der trætter og irriterer mig så meget som en fortælling der postulerer en historisk ramme, men i virkeligheden blot er en gengivelse af sin egen samtid. At benytte historien som undskyldning for overdådige kostumer, men iøvrigt ignorere den som referenceramme, er letkøbt – og resultatet er ligegyldigt.

Det giver sig selv, at det ikke er mange historiske romaner og film, der kan holde min interesse fangen. Siden jeg selv oplevede udfordringerne ved at gengive historien i fiktionsform har jeg ganske vist måttet mildne mit syn på kunstnere, der vover forsøget. Det er virkelig ikke nogen nem opgave, og selv den allermest grundige research kan ikke garantere et fuldt troværdigt resultat. Dels er der den ganske omfattende indsats der kræves, for at den fysiske verden bliver historisk korrekt skildret; alt fra arkitektur over kogegrej til skosnører og vegetationstyper i naturen skal i princippet undersøges grundigt før der skrives. Dels er der samspillet mellem den faktuelle historie (hvem opholdt sig hvor hvornår? Hvad sagde, gjorde & mente denne eller hin historiske personlighed?) Og endelig er der udfordringen i, at en historisk roman eller en film jo ikke “bare” er en gengivelse af en fortidig virkelighed. Det er også et stykke fiktion, en beretning der skal fange læseren/seeren, og fastholde interessen. Og hertil kræves som udgangspunkt en hovedperson eller fortæller, som læseren bliver tilstrækkeligt interesseret i og får sympati nok for, til blive ved med at læse eller kigge med.

Bevæger man sig mere end blot 100-200 år bagud i tiden ændrer moral, verdensopfattelse og tankegang sig så meget, at det bliver rigtig svært at gøre personerne sympatiske for et moderne sind. Man må altså ofte vælge: enten må man give køb på autenticiteten, eller på empatien. Groft sagt kan éns persongalleri være enten historisk troværdige, eller sympatiske – men meget sjældent begge dele!

Det er naturligvis en grov forsimpling. Der har selvfølgelig, også for århundreder tilbage, levet mennesker der ikke var “usympatiske”. Men det er dog et faktum, at man i langt de fleste tilfælde enten må nedtone visse temaer, eller skabe et persongalleri, der ikke afspejler en fuld historisk virkelighed.

Men – og det er nok den vigtigste erkendelse i denne sammenhæng – måske bør man i virkeligheden se på spørgsmålet med helt andre briller. Måske bør man nedtone de historiske krav, og i stedet se på fiktionens kunstneriske  kvaliteter. Det er givetvis sandt, at Bornedals “1864” ikke er helt på linie med de historiske fakta. Men serien er heller ikke en historiebog. “Under Sandet” er ikke en dokumentarfilm.

Og når vi, bevæbnet med fakler og høtyve, kaster os over nye værker fordi de ikke er “historisk korrekte” skal vi lige huske på, at hvis vi først begynder at stille den slags krav til fiktion, så er det slut med “De Tre Musketerer” og “Gøngehøvdingen”. Det er slut med stort set samtlige Hollywoodfilm. Og det er slut med Shakespeares kongespil! Fiktion er og bliver fiktion, og så længe den ikke påberåber sig historisk vederhæftighed, er det vel sådan set også i orden?

Men det ændrer naturligvis ikke ved, at det ville klæde ganske mange forfattere og filmskabere, hvis de gjorde sig betydelig mere umage med deres historiske skildringer. Det er et faktum, at de flestes opfattelse af historien i ekstrem grad formes af film, TV og romaner – og kunstnere har derfor et betydeligt ansvar for, når de vælger en historisk ramme, i det mindste at forsøge at gengive fortiden nogenlunde rimeligt!

***

Og tillad mig så afslutningsvis at påpege, at det altså godt kan lade sig gøre at forene fiktionens og historiens krav. Læs hvad som helst af min gode veninde, den uovertrufne Susanne Clod Pedersen – Danmarks suverænt dygtigste forfatter af historiske romaner

;-D